Maritim korridor: Skib er klar til afgang med nødhjælp til Gaza
Hjælpeorganisation fra USA og Forenede Arabiske Emirater er klar til at tage maritim korridor til Gaza i brug.
Et skib lastet med nødhjælp til Gaza er lørdag som det første ved at blive gjort klar til afgang fra Cypern.
Det sker som led i internationale bestræbelser på at afværge en hungerkatastrofe i den palæstinensiske landstribe, som har været under angreb fra Israel i over fem måneder.
FN advarer om, at en fjerdedel af Gazas befolkning er på kanten af hungersnød, og børn kan dø af sult, skriver BBC.
Skibet med nødhjælp, "Open Arms", tilhører en spansk hjælpeorganisation.
- Tæt på realitet
Skibet bliver en del af den maritime korridor til Gaza, som EU, USA og andre har bebudet.
EU's kommissionsformand, Ursula von der Leyen, sagde fredag, at den maritime korridor mellem Cypern og Gaza kan få virkning allerede denne weekend.
Første forsendelse står en amerikansk hjælpeorganisation bag - World Central Kitchen - og den finansieres af De Forenede Arabiske Emirater, rapporterer BBC.
- Det, som i første omgang, lignende en uoverstigelig forhindring, er nu tæt på at blive realiseret, skriver "Open Arms" på X.
Skibet ligger lørdag eftermiddag i havnen i Larnaca. Men der er ikke oplyst et tidspunkt for afsejling. En slæbepram vil blive hægtet på skibet for at kunne medbringe endnu mere mad, vand, medicin og andet.
Israel vil ikke åbne grænse
Der er knap 340 kilometer mellem Cypern og Gaza, og overfartstiden er cirka 15 timer ifølge Reuters.
USA har særskilt bebudet, at det vil bygge en midlertidig havn i Gaza, hvorigennem der kan fordeles nødhjælp. Men det kan tage flere uger.
FN foretrækker, at nødhjælpen køres ind i Gaza på lastbiler. Men Israel vil ikke åbne grænseovergange, så den nødvendige nødhjælp kan nå frem til de 2,3 millioner indbyggere i Gaza, siger FN.
Om bord på "Open Arms" og slæbeprammen er 200 ton fødevarer, som er doneret af World Central Kitchen.
Grundlæggeren af organisationen Open Arms, Oscar Camps, citeres af nyhedsbureauet AP for at sige, at et hold fra World Central Kitchen har bygget en mole i Gaza, hvorfra nødhjælpen vil blive fordelt.
/ritzau/