Maniitsoq tager et afgørende skridt i udviklingen af byens og regionens infrastruktur, når den totalrenoverede Atlantkaj nu indvies officielt. Allerede i slutningen af 2025 blev hovedentreprisen afleveret, og efter de afsluttende færdiggørelsesarbejder i foråret står kajen nu fuldt operationsdygtig med moderne kajudstyr.
Det oplyser Naalakkersuisut. Atlantkajen blev indviet mandag den 6. juli.
Genåbningen markerer en væsentlig milepæl for kommunen, erhvervslivet og de maritime forbindelser til og fra byen. Den moderne infrastruktur vil skabe markant bedre rammer for gods- og passagerhåndtering, understøtte lokale vækstmuligheder og sikre en mere robust forsyningskæde.
- Totalrenoveringen af atlantkajen er et vigtigt løft for Maniitsoq og den maritime infrastruktur i regionen. Jeg er meget tilfreds med det stærke samarbejde blandt alle involverede, som både har sikret en effektiv gennemførelse af projektet og formålet at opretholde byens forsyning og sikret byens udvikling, siger Naalakkersuisoq Boliger, Infrastruktur, Yderdistrikter og Beredskab, Iddimanngiiu Jensen Bianco (IA).
Borgere mødte op til kaffemik i havnen mandag den 6. juli.Foto: Qeqqata Kommunia
Anlægsprocessen har været kendetegnet ved et tæt og velfungerende samarbejde mellem KJ Construction, Royal Arctic Line, Royal Greenland og øvrige lokale aktører.
Annonce
I Maniitsoq blev dagen fejret med taler fra Naalakkersuisoq for infrastruktur, Iddimanngiiu Jensen Bianco og kommunalbestyrelsesmedlem Gedion Lyberth. I dagens anledning blev der også holdt en kaffemik i atlantkajen.