Atlantkaj afleveres: – Et vigtigt løft, siger naalakkersuisoq
En totalrenoveret atlantkaj med moderne kajudstyr i Maniitsoq afleveres i december, og naalakkersuisoq Aqqaluaq B. Egede (IA) betegner den renoverede kaj som et vigtigt løft for byen og roser samarbejdet om renoveringen.
- Jeg er meget tilfreds med det stærke samarbejde blandt alle involverede, som både har sikret en hurtig gennemførelse af projektet og opretholdt forsyningen under renoveringsarbejdet, siger naalakkersuisoq Aqqaluaq B. Egede (IA),
Arkivfoto: Leiff Josefsen
Det er et stort skridt fremad for Maniitsoq, at byens havn er blevet renoveret og projektet snart er færdigt.
Det mener Naalakkersuisut, som oplyser, at en totalrenoveret atlantkaj med moderne kajudstyr afleveres fra entreprenøren i denne måned, og så venter kun mindre færdiggørelsesarbejder frem mod forsommeren 2026, hvor projektet officielt afsluttes.
- Totalrenovering af atlantkaj er et vigtigt løft for Maniitsoq og den maritime infrastruktur i regionen, siger naalakkersuisoq for infrastruktur, Aqqaluaq B. Egede (IA), og fortsætter:
- Jeg er meget tilfreds med det stærke samarbejde blandt alle involverede, som både har sikret en hurtig gennemførelse af projektet og opretholdt forsyningen under renoveringsarbejdet.
Indvies officiel i maj
Naalakkersuisoq understreger, at den moderne havn vil skabe bedre rammer for gods- og passagerhåndtering, understøtte vækstmuligheder og sikre en mere robust forsyningskæde.
Ifølge Naalakkersuisut har totalrenovering af atlantkajen været kendetegnet ved et velfungerende samarbejde mellem KJ Construction, Royal Arctic Line, Royal Greenland og andre lokale aktører.
- Det gode samarbejde har sikret, at byens forsyning er blevet opretholdt på trods af de begrænsninger, renoveringsarbejdet har medført.
Den officielle genåbning af kajen er planlagt til at finde sted i maj 2026.