Mand sigtet for hvidvask af penge: Havde indtaget et stort pengebeløb før rejse

En 42-årig mand fra Sisimiut er mandag blevet anholdt i Kangerlussuaq lufthavn. Han havde til dels penge i sin baggage og havde indtaget et større, ikke oplyst beløb penge.

Offentliggjort

En mand på 42 år er mandag blevet anholdt af politiet i Kangerlussuaq lufthavn, da toldmyndigheden og politiet havde en stærk mistanke om, at manden skjulte kontanter indvortes samt i sin baggage.

Den mistanke holdt stik. Ved anholdelsen fandt politiet et større kontantbeløb, som manden havde gemt i sin krop. Han havde slugt adskillige beholdere med penge. I hans baggage er der også fundet et større beløb kontanter.

Grønlands Politi kan ikke oplyse om, hvor stort et beløb, manden havde indtaget før rejsen, og hvor stort et beløb, der er fundet i hans baggage.

Det samlede beløb kan dog oplyses.

- Samlet mener politiet, at manden var i besiddelse af i alt cirka 130.000 kroner, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Sigtet for hvidvask

- Det er ikke alene ulovligt at udføre kontanter af landet for at skjule eller tilsløre deres ulovlige oprindelse, det er også farligt og forbundet med stor fare for liv og helbred at indtage fremmedlegemer i kroppen, skriver politiet.

Manden blev tirsdag formiddag fremstillet i Sermersooq Kredsret, hvor han blev sigtet for hvidvask af penge og skal tilbageholdes i syv dage. Den sigtede har modtaget kredsrettens beslutning.

Powered by Labrador CMS