Mand dømt for voldtægter på kollegie
En mand skal 1 år og seks måneder i anstalt for at have begået to voldtægter i forlængelse af hinanden.
I den forgangne uge har Sermersooq Kredsret behandlet en sag, hvor en 30-årig mand var tiltalt for to tilfælde af voldtægt.
Voldtægterne skulle ifølge anklageskriftet være begået i forlængelse af hinanden på et kollegieværelse i Nuuk om formiddagen 30. september 2023.
Den tiltalte skal ifølge anklageskriftet have taget tøjet af en sovende kvinde og haft samleje med hende, hvilket først stoppede, da hun var vågnet og bad tiltalte stoppe.
Derefter udsatte den tiltalte en anden kvinde for et lignende overgreb.
Tilfreds med dommen
Anklager i sagen, Brian Viholt, der er juridisk konsulent ved Grønlands Politi, oplyser til Sermitsiaq.AG, at den tiltalte blev idømt anbringelse i anstalten i 1 år og 6 måneder for voldtægt af de to kvinder.
- Anklager og Anklagemyndigheden er tilfreds med dommen, der er blevet afsagt efter den nye samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse, som trådte i kraft i Grønland den 1. juli 2023, lyder det fra Brian Viholt i et skriftlig svar, der fortsætter:
- På de to kvinders vegne, håber jeg, at de har følt sig hørt, og at afslutningen på dette forløb kan være med til at hjælpe dem positivt videre i deres bearbejdning af hændelsen.
Den tiltalte har modtaget dommen.