Måling: Danskerne foretrækker nu Ellemann frem for Pape

For første gang fører Jakob Ellemann-Jensen over Søren Pape Poulsen i Voxmeters statsministermåling.

Offentliggjort

En ny måling, hvor vælgerne er blevet spurgt til deres foretrukne statsminister, er dårligt nyt for den konservative leder, Søren Pape Poulsen.

Målingen er foretaget af Voxmeter for Ritzau, og 784 personer har svaret.

De to blå kandidater ligger tæt, men Venstre-formanden, Jakob Ellemann-Jensen, er en smule foran.

24,2 procent peger på ham som foretrukken regeringschef.

21,8 procent siger Pape.

Det er gået hurtigt ned ad bakke

Voxmeters første måling af de tre statsministerkandidater blev foretaget i uge 35. Her pegede blot 16,1 procent på Ellemann, mens 35,2 procent pegede på Pape. Dermed er Pape gået kraftigt tilbage.

Luften er ved at gå af den konservative ballon, mener Casper Dall, politisk redaktør på Avisen Danmark.

- Den hype og det momentum, der var omkring partiet, indtil de lancerede Pape som statsministerkandidat, er ved at forsvinde.

Målingen er foretaget fra 7.-9. oktober - før statsministerdebatten på TV 2 søndag, men efter åbningsdebatten i Folketinget torsdag.

Debat om Grønland påvirker målingen

Her blev Pape konfronteret af det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen med, at han skulle have kaldt Grønland for "Afrika på is". Pape har siden undskyldt.

Sagen lægger sig i en uheldig slipstrøm af en række andre sager, herunder afsløringerne af Papes nu tidligere ægtefælle, Josue Medina Vasquez, og kritikken af De Konservatives 2030-plan, siger Casper Dall.

- Samlet set tegner det et billede af en statsministerkandidat, der ikke helt har styr på sagerne, siger han.

I målingen ligger Mette Frederiksen dog forrest. Mens i alt 46 procent peger på en af de to borgerlige kandidater, får den nuværende statsminister og Socialdemokratiets formand 54 procent.

Mette Frederiksen går frem

Hun øger sit forspring fra den seneste måling, der blev foretaget fra 3. til 6. oktober. Her fik hun 51,7 procent.

De 784 respondenter er de vælgere, der i den normale meningsmåling, hvor samlet 1015 har svaret, også har angivet en foretrukken statsministerkandidat.

I meningsmålingen står rød blok til at få 50,1 procent af stemmerne og 89 mandater, mens blå blok får 45,7 procent af stemmerne svarende til 79 mandater.

Lars Løkke, der med sit parti, Moderaterne, endnu ikke har peget på en statsministerkandidat, står til syv mandater.

Der er en statistisk usikkerhed på 3,1 procent for både rød og blå blok.

Powered by Labrador CMS