Maliina A.: Sæt drenge under luppen

Naalakkersuisoq for sociale anliggender efterlyser mere viden om, hvordan drenge og mænd opfatter deres liv. Ellers er det svært at forebygge, at de begår selvmord.

– Hvorfor er drenge i farezonen, når det gælder selvmord, spørger Maliina Abelsen, IA. Til højre ses Jack Hicks, canadisk ekspert i selvmord i Arktis. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Når det gælder selvmord i de arktiske egne, er det karakteristisk, at pigerne tænker på at gøre det. Drengene derimod, fører handlingen ud i livet.

To tredjedele af selvmord i Grønland bliver således begået af unge mænd i alderen 15-25 år. Og samme mønster tegner sig hos Grønlands naboer i Arktis.

Men hvorfor er det sådan, spørger medlem af naalakkersuisut, Maliina Abelsen, IA.

– Vi må finde ud af mere om, hvordan drengene, de unge mænd, har det. Vi skal kigge på kønsrollerne. Hvorfor er det for eksempel pigerne, der gennemfører uddannelserne? spurgte Maliina Abelsen søndag under et seminar om forebyggelse af selvmord, hvor hun sad i et panel som repræsentant for Grønlands regering.

De unge repræsentanter i panelet mente, at det kan være, fordi mænd ikke må vise følelser. At manderollen hos oprindelige folk i Arktis er ændret gennem en hastig samfundsudvikling. Blandt andet, fordi der ikke længere er det store behov for mænd som forsørgere.

Det kan også handle om, at forældre ikke er gode nok til at lære deres sønner at håndtere problemer i livet, mente de unge fra Alaska, Nunavut, Grønland og Sameland i Norge.

På 134 Børn- og ungetelefonen (Meqqat Inuusuttullu Oqarasuaataat) kan børn og unge ringe gratis fra hele landet og modtage rådgivning hos professionelle rådgivere.

Telefonen er åben alle ugens dage kl. 19.00-21.00.

Powered by Labrador CMS