Lyver Tommy Marø?
– Vi er ikke blevet kontaktet af Tommy Marø, selvom han siger det modsatte i radioavisen, siger Demokraterne

Tommy Marø-sagen ruller videre....
I december opsøgte landsstyremedlemmet Nuuk Politi og spurgte om de kunne køre taxa for ham. Tommy Marø forsvarede sig igår i radioavisen og sagde, at han efter hændelsen havde kontaktet alle partierne og ikke mindst Demokraterne og fortalt, at det var ham, som var omtalt.
Demokraterne: – Ingen fra Demokraterne er blevet kontaktet af Landsstyremedlem Tommy Marø eller andre fra Landsstyret i forbindelse med sagen.
– Vi har kontaktet Atassut og de siger, at de heller ikke er blevet kontaktet. Ej heller er partisekretariatet for Kattusseqatigiit Partiiat blevet kontaktet.
Demokraterne vil gerne have Landsstyret til at dokumentere, at Tommy Marø har kontaktet hvert enkelt parti.
– Landsstyret bedes endvidere redegøre for, hvilken konsekvens Landsstyremedlem Tommy Marøs udtalelse vil få, såfremt han ikke kan dokumentere, at han har kontaktet alle partierne, og dermed altså har løjet over for offentligheden.
Atassut vil ikke blandes ind i sagen
– Bland ikke Atassut ind i Demokraternes menneskejagt, skriver Atassut's sekretariat i en pressemeddelelse.
– Vi kan på ingen måde acceptere at blive blandet ind i Demokraternes populistiske forsøg på at forføre befolkningen med deres misbrug af muligheden for at stille spørgsmål til Landsstyret. Vi frabeder på det kraftigste at blive involveret i det beskidte menneskejagt Demokraterne i mangel på bedre, har gang i, skriver partiet.