infrastruktur

Luftskibe er fremtidens transport i Arktis

Om få år er der mulighed for, at råstoffer, udvundet i Arktis, vil blive transporteret med kæmpestore luftskibe, der er parat til en renæssance

Aeros satser på at have sin første flåde på 22 luftskibe i de to forskellige versioner i drift i 2016.
Offentliggjort

Klimaforandringerne betyder, at Arktis på en række områder er i voldsom forandring. Flere lande og selskaber står i kø for at udvinde de råstoffer, som den smeltende is har gjort tilgængelige. Og også transporten står foran noget af en revolution.

Efter at have været borte fra tjeneste i næsten 75 år er de majestætiske og lydløse luftfartøjer på vej tilbage. Katastrofen i 1937 med det tyske luftskib Hindenburg, der eksploderede under landingen i New York, satte en stopper for den transportform.

Men nu er luftskibene på vej tilbage. Det amerikanske firma Aeroscraft Corporation (Aeros) har gennem flere år arbejdet på at udvikle et topmoderne luftskib, der kan transportere store og tunge godsmængder til og fra fjerne egne på kloden.

USA's luftfartsmyndigheder, FAA, gav i efteråret Aeros tilladelse til prøveflyvninger med luftskibet, der kaldes Aeroscraft. Det gigantiske fartøj vil gøre det muligt at transportere internationale standardcontainere med gods i Arktis.

I slutningen af november skrev Aeros og det islandske luftfartsselskab Icelandairs fragtafdeling under på et partnerskabsaftale til udvikling af fremtidig lufttransport i de øde arktiske egne, der i vid udstrækning mangler infrastruktur.

- Islands geopolitiske placering og det faktum, at en række nordamerikanske og europæiske ruter passerer Island, gør, at Icelandair i fremtiden vil kunne udnytte Aeroscraft-luftskibet, siger administrerende direktør Igor Pasternak, Aeros.

Han tilføjer, at Aeros er spændt på et kommende samarbejde med Icelandair, der har mange års erfaring med logistik i de arktiske egne. Pasternak er derfor særdeles interesseret i at samarbejde med det islandske luftfartsselskab om de nye muligheder.

Også i Island er der stor interesse for de nye transportformer, som Aeroscraft-luftskibene byder på. De ses som et alternativ til de enorme investeringer, der hidtil har skullet til at etablere lufthavne i de utilgængelige egne af Arktis.

- Vi glæder os til sammen med Aeros at udvikle de nye markedspotentialer i Grønland, Island og omliggende nordlige områder. Luftskibet vil revolutionere fremtidens transport i Arktis, sagde direktør Gunnar Sigurfinnsson, Icelandair Cargo, for nylig.

Island ligger strategisk godt placeret mellem Europa og Nordamerika og fungerer som port til markederne på begge sider af Atlanterhavet. Et vidtforgrenet rutenet med flyvninger til 35 byer i 16 lande på de to kontinenter gør, at Icelandair har godt fat.

Den nye generation af luftskibe giver til gengæld adgang til de mest umulige steder, fordi de ligesom helikoptere er i stand til at lande og lette lodret uden at skulle bruge en kostbar startbane. De er samtidig i stand til at transportere store godsmængder.

Aeroscraft vil blive produceret i to versioner. Det mindste luftskib vil kunne bære 66 ton og have en rækkevidde på knap 5000 kilometer, mens det største har en løftekapacitet på 250 ton og en aktionsradius på godt 9500 kilometer.

Powered by Labrador CMS