Lufthavnsvej åbner igen efter ombygning
Vejen Illerngit 2001 fra Qinngorput og op til den kommende atlantlufthavn i Nuuk ventes at åbne mandag.
Kalaallit Airports (KAIR) forventer, at vejen Illerngit 2001 nu åbnes for offentlig trafik.
Det sker, efter at vejen har været lukket siden november 2019, hvor anlæggelsen af Munck Gruppens camp begyndte, som første led i byggeriet af den nye atlantlufthavn i Nuuk.
Under lukningen har vejen været igennem en omfattende ombygning, der blandt andet har involveret ny asfalt og en ny linjeføring oppe ved selve lufthavnen.
Forventes åben ved middagstid
KAIR oplyser, at åbningen vil ske ved middagstid mandag efter at en gennemgang, en såkaldt afleveringsforretning, er udført i samarbejde med Kommuneqarfik Sermersooq.
Ifølge KAIR vil den anden lufthavnsvej, Siaqqinneq, som går nord om lufthavnen fortsat forblive åben for offentlig trafik.
Beklager gener
Den vil dog inden for at par måneder blive lukket, når Munck Gruppen får behov for transport af udstyr til brug ved arbejdet på den nordlige del af den nye landingsbane.
I den forbindelse vil Siaqqinneqs forløb også blive ændret.
- Der vil blive varslet i god tid, inden dette sker. Kalaallit Airports håber på forståelse, og beklager de gener, som byggeriet og vejlukningner måtte medføre, skriver KAIR.