Lufthavne tillader to liter håndsprit

I København, Billund og Aalborg har man lempet på regler og tillader håndsprit i større mængder end normalt.

Offentliggjort

Frygten for coronavirus har fået mange danskere til at købe håndsprit i stor stil.

Og mange vil gerne have desinfektionsmidlet med på rejsen.

Det mærker man hos Københavns Lufthavn og Aalborg Lufthavn, der nu lemper på kravet om maksimalt 100 milliliter væske i håndbagagen.

Men kun når det gælder håndsprit.

- Vi har godkendt, at vores passagerer kan medbringe beholdere med over 100 milliliter, når vi taler håndsprit, siger Søren Bjerg, der er sikkerhedschef i Aalborg Lufthavn.

Man kan som passager i den nordjyske lufthavn medbringe op til to liter håndsprit.

Skal tjekkes

Beholdere med væsken skal ifølge sikkerhedschefen gennemgå et tjek med særligt udstyr.

- Det betyder, at vi skal screene den her håndsprit i beholdere med over 100 milliliter på en anden måde, end hvis mængden er under 100 milliliter.

- Men vi tror ikke, at det giver nogen større forsinkelser i vores sikkerhedskontrol, siger Søren Bjerg.

Han oplyser, at lempelsen er midlertidig.

Powered by Labrador CMS