Lov mod hvidvask er vedtaget
Et enigt Inatsisartut bakker op om, at en lov der skal forhindre hvidvask af penge og terrorfinansiering sættes i kraft for Grønland
Fremover gælder der skærpede regler, der skal sikre, at Grønland ikke benyttes til hvidvask af penge eller til at sende penge til terrororganisationer.
Det står klar efter at to forslag om henholdsvis pengeoverførsler samt hvidvask og terrorfinansiering fik opbakning fra 25 medlemmer af Inatsisartut. Ingen stemte imod.
Lovene sikrer samtidigt, at der fortsat er muligt at overføre penge mellem Grønland og EU-området.
Der er tale om en tilpasset udgave af dansk lovgivning, der nu kan sættes i kraft for Grønland.
Folketinget stemte allerede tirsdag enstemmigt for forslaget ved den endelige behandling.
Den korrekte procedure er, at Inatsisartut skal behandle ikraftsættelsen af love før folketinget. Sagen blev i dette tilfælde dog hastebehandlet parallelt i begge parlamenter, for sikre de fortsatte pengeoverførsler.
Erhvervsministeren beslutter, fra hvornår loven skal gælde.