Letter sagde nej til russisk

75 procent af Letlands vælgere stemte nej til forslag om russisk som officielt sprog i den baltiske stat

Russisk som andetsprog blev stemt ned med et stort flertal lørdag i Letland. Screenshot
Offentliggjort

Letlands ledere opfordrer til, at der sættes mange kræfter ind på at rette op på en etnisk kløft i det baltiske EU-land efter et dundrende klart "nej" til et forslag om, at russisk gøres til et officielt sprog ved siden af lettisk.

Det klare nederlag til forslaget ved en folkeafstemning lørdag understreger en dyb splittelse mellem de etniske letter og det russisk-talende mindretal.

Et overvældende flertal på 75 procent stemte imod sprogforslaget, som var fremført af radikale grupper blandt landets russisk-talende indbyggere.

Lettiske ledere opfordrer nu til initiativer og dialog, som skal mindske den etniske kløft.

- Folkeafstemningen er hverken begyndelsen eller afslutningen. Dette er en alvorlig udfordring og en lærestreg for os alle, siger præsident Andris Berzins, som tilføjer, at "seriøse drøftelser" nu er nødvendige.

Resultatet af afstemningen afspejler befolkningens sammensætning i landet: 27 procent af de to millioner indbyggere i Letland er russere. Valgdeltagelsen var på 70 procent.

Udenrigsminister Edgars Rinkevics siger, at mange russisk-talende føler sig fremmede i landet, og at deres stemmer var "proteststemmer."

De radikale russisk-talende aktivister siger, at de bliver diskrimineret sprogligt, og de ønsker russisk anerkendt på lige fod med lettisk.

Det russiske mindretal er især fortørnet over, at mange ikke kunne få lettisk statsborgerskab, medmindre de kunne tale lettisk, da Letland blev selvstændigt i begyndelsen af 1990'erne.

Omkring 300.000 russisktalende i Letland har ikke statsborgerskab.

Powered by Labrador CMS