Lejlighederne er fuldstændig ens – undtagen huslejen
3.448 kroner i forskel om måneden på selvstyrets ogkommunens nye boliger i Ilulissat.
48 boliger med en fantastisk udsigt over havnen og Diskobugtens isfjelde bliver i denne tid bygget på Paulus Kristensenip aqquta i Ilulissat.
Alle lejligheder er tegnet af tegnestuen Qarsoq.
Alle lejligheder opføres af entreprenørfirmaet KJ Greenland A/S.
Alle lejligheder administreres af selvstyrets boligselskab Ini A/S.
Alligevel er der pokkers til forskel, skriver avisen Sermitsiaq.
To naboer, som bor i fuldstændig ens lejligheder med tre værelser på 68,8 kvadratmeter, betaler en månedlig husleje med 3.448 kroner i forskel.
Den markante forskel i kroner og øre skyldes alene ejerskabet: Selvstyret bygger 24 boliger; kommunen bygger 24 boliger, som er lagt over i det kommunale byudviklingsselskab Avannaata Development A/S.
Men ejerskabets indflydelse på huslejen er svært at forstå for de lejere, som betaler 3.448 kroner mere i husleje end naboen.
– Jeg synes, det er virkelig dårligt med forskelsbehandlingen i huslejen, men det er åbenbart lovligt at gøre forskel på folk, siger en lejer med den høje husleje, Ingrid Mølgaard til Sermitsiaq.
Ingrid Mølgaard har klaget over den voldsomme huslejeforskel til Avannaata Development A/S og Departementet for Boliger og Infrastruktur, ligesom klagen er indgivet til Inatsisartuts ombudsmand.
Læs hele artiklen i denne uges udgave af Sermitsiaq. Få adgang her: