Ledelse til historisk udredning udpeget

Grønland og Danmark har i fællesskab udpeget den forskningsledelse, som skal stå i spidsen for udredningen af landenes forbundne historier siden Anden Verdenskrig.

Historiker og direktør for Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, Daniel Thorleifsen, og Tenna Jensen, centerleder ved Ilisimatusarfik er udpeget som ledelsen for udredningen om Grønlands og Danmarks fælles historie.
Offentliggjort

Efter et længere tilløb er der nu udpeget en ledelse, der skal stå for at lave en historisk udredning af forholdet mellem Grønland og Danmark siden 1945.

Det bliver Daniel Thorleifsen, direktør ved Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, og Tenna Jensen, centerleder ved Ilisimatusarfik, oplyser Uddannelses- og Forskningsministeriet i Danmark samt Naalakkersuisut.

- Daniel Thorleifsen og Tenna Jensen er begge erfarne historikere med indgående kendskab til Grønlands og Danmarks forbundne historier og samfundsforhold. De er sammen udpeget med baggrund i deres solide erfaring med forskningsledelse, formidling og inddragelse af interessenter og borgere i deres arbejde, skriver Naalakkersuisut.

Krav om tilknytning til Grønland

I slutningen af januar oplyste Naalakkersuisut, at der stadig blev forhandlet med Danmark om, hvem der skulle stå for at lede udredningen, som blev aftalt mellem formand for Naalakkersuisut Múte B. Egede (IA) og statsminister Mette Frederiksen tilbage i juni 2022.

Det har været vigtigt for Naalakkersuisut, at ledelsen af udredningen har "dyb tilknytning til Grønland og således selv har følt de omfattende konsekvenser af historien og relationen mellem Grønland og Danmark."

Naalakkersuisoq Vivian Motzfeldt udtaler om udpegelsen af ledelsen:

- Vi ser frem til igangsættelsen af den historiske udredning med udpegelsen af ledelsen. Kendskabet til vores sprog, vores historie og forskning er til stede i forskningsledelsen, og har været en del af vores samfund i den periode som udredningen skal belyse, udtaler naalakkersuisoq for selvstændighed og udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt.

- Et stærkt team

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund glæder sig over, at en ledelse nu er på plads:

- Med Daniel Thorleifsen og Tenna Jensen har vi fået et stærkt team med en solid forankring i Grønland samt bred erfaring med ledelse af større forskningsprojekter og forskningsformidling. Jeg ser frem til, at det vigtige arbejde med udredningen nu for alvor kan komme i gang, udtaler hun.

Tenna Jensen er også projektleder for udredningen af den såkaldte spiralsag.

Naalakkersuisut ridser følgende rammer op for den historiske udredning:

  • Udredningen skal omhandle de væsentligste politiske beslutninger, begivenheder og øvrige forhold, handlinger og forløb, som medvirkede til at præge udviklingen af Grønland, forholdet mellem Grønland og Danmark, eller som fik konsekvenser for den grønlandske befolkning.
  • Udredningen skal omfatte særlige sager og forløb, der især fandt sted i perioden undermoderniseringen af Grønland i tiden efter Anden Verdenskrig og frem til nutiden eller til, at Grønland har overtaget ansvaret på de pågældende sagsområder. Det kan f.eks. være sager og forløb som fødestedskriteriet, nedlæggelsen af grønlandske bosteder, sager om praksis for adoption af grønlandske børn 1950-1980, grønlandske børn sendt til Danmark, tilkaldt arbejdskraft fra Danmark mv.
  • Forskningsprojektet gennemføres så vidt muligt inden for en tidsperiode på 5 år, fra der er indgået en aftale mellem Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) og forskningsledelsen. Den samlede udredning afleveres på både grønlandsk og dansk.
  • Danmark tilvejebringer en samlet finansiering på 45 mio. kr. til den historiske udredning af forholdet mellem Grønland og Danmark. Bevillingen tilgår Grønlands Selvstyre, som udmønter projektet på Ilisimatusarfik.
Powered by Labrador CMS