Lars Peter får containerbolig: Jeg græd, da jeg fik nøglerne

Torsdag den 22. januar glemmer Lars Peter Sanimuinaq aldrig.

Efter seks måneder som hjemløs ringede kommunen til ham med en besked, der ændrede alt: Han havde fået en containerbolig. Han næsten løb hen til kommunen.

– Jeg græd og råbte, da jeg fik nøglerne. Jeg var så glad, at jeg græd hele vejen hen til min nye bolig, fortæller han. Selv i dag bliver han bevæget, når han tænker tilbage.

Lars Peter er 39 år og opvokset i Tasiilaq. For et halvt år siden boede han sammen med sin søns mor, men han kunne ikke længere blive boende. Pludselig stod han uden et sted at bo. En lang og hård periode begyndte, hvor han sov på sofaer hos familie og venner og hele tiden måtte finde nye steder at overnatte.

– Det var meget hårdt. Jeg var fyldt med vrede i de måneder. Når man ringer til kommunen og beder om hjælp, føles det som om, der ikke sker noget, siger han.

Træthed og sult 

I månedsvis havde han en hård hverdag præget af træthed og sult.

– I den tid som hjemløs gik jeg igennem mange svære ting.

Når han ser tilbage, husker han især de værste dage.

– Det værste var, da jeg var udenfor i tre dage uden at sove og spise. Heldigvis var der også dage, hvor jeg kunne sove hos en bekendt om dagen, indtil vedkommende fik fri fra arbejde.

Lars Peters søn er i dag syv år og har forstået mere, end hans far havde ønsket.

– Han græd af medlidenhed, fordi han vidste, at jeg ikke havde noget sted at tage hen.

Efter at Lars Peter har fået en containerbolig, er situationen ændret.

– Min kære søn er meget mere tryg nu, fordi han ved, at jeg har et sted at komme hjem til.

Jeg undgik kriminalitet 

Lars Peter er ikke alkoholiker og drikker ifølge ham selv kun et par gange om året.

– Jeg har søgt ly hos alkoholikere og hos folk, der drikker. Når der var plads, har jeg sovet på en vens sofa, især når vejret var dårligt, men nogle gange måtte jeg sove ude, fortæller Lars Peter.

Nogle nætter har han også måttet overnatte på et iskoldt lagerlokale på sin tidligere arbejdsplads. Når dagene blev allermest hårde, tænkte han endda på kriminalitet.

– Jeg skrev nogle gange på Facebook, at jeg måske ville være lykkelig, hvis jeg kom i anstalt. De, der er der, har senge, badefaciliteter og et sted at være.

Han er dybt taknemmelig for, at han ikke fulgte den vej.

– Jeg kom igennem det stærk og uden at begå kriminalitet. Jeg fortryder ikke, at jeg holdt mig på rette spor. De kloge ord fra præsten under vores samtaler har uden tvivl også haft betydning, siger han.

Jeg lugter ikke længere 

Tidligere arbejdede Lars Peter på fiskefabrikker i Nordgrønland. Hvert år tog han til Nordgrønland, senest i 2021, men hans søn begyndte at savne ham meget.

Siden da har han arbejdet forskellige steder i Tasiilaq, men han oplevede, at det var svært at arbejde uden et fast hjem.

– Jeg havde et job og ville gerne arbejde, men mit tøj lugtede, og jeg gik heller ikke i bad så tit. Jeg skammede mig, og derfor havde jeg ikke lyst til at arbejde i længere tid, fortæller han.

– Nu, hvor jeg ikke længere lugter, er mæt og ikke længere græder, er jeg lykkelig, siger Lars Peter.

Det er tydeligt, at han nyder at kunne holde sig ren efter flytningen ind i containerboligen.

– Jeg gør næsten hele rummet rent og vasker hver dag. Når jeg har spist, fejer jeg også hver gang, siger Lars Peter med et lille grin.

Fik hurtigt et job 

De otte beboede containerboliger skal snart udvides med to mere. Boligmanglen og hjemløsheden i Tasiilaq er så stor, at over 30 personer står på venteliste til containerne.

LÆS OGSÅ

Hjemløseforskere: Godt der sker noget i Tasiilaq, men...

– Jeg kender flere, der er i samme situation som mig, men som stadig ikke har et hjem, siger Lars Peter.

Selvom han er glad for at have fået et sted at bo, fortæller han, at hans krop stadig har svært ved at finde ro. Efter at være flyttet ind begyndte han at overveje at søge arbejde, og i sidste uge blev han pludselig kontaktet af sin tidligere arbejdsplads. 

Han blev spurgt, om han ville arbejde som nattevagt i Pilersuisoqs bageri, og uden tøven sagde han ja.

– Det er godt at komme ud blandt mennesker og ikke bare blive hjemme. Jeg har også arbejdet med mine nuværende kolleger før, og vi griner meget, fortæller Lars Peter med en lettet stemme.

Hvis han klarer sig godt i sit vikariat, er der mulighed for en fast stilling, og han vil gerne vise, hvad han kan.

Containerboligerne kan højst bebos i to år, og det er et krav at være registreret som boligsøgende. At få sin egen bolig er Lars Peters næste mål.

– Jeg håber altid på at få min egen bolig og et fast arbejde. At få mit eget hjem er altid i mine tanker, afslutter Lars Peter.