Lars Løkke: Nedbryd fordomme - opbyg tillid

Statsminister Lars Løkke Rasmussen er stolt af den lufthavns-aftale, som han har indgået med Kim Kielsen for nogle uger siden. Det fortalte han i sin åbningstale i Folketinget.

Lars Løkke Rasmussen opfordrede i sin åbningstale i Folketinget til et levende rigsfællesskab, hvor man tager debatterne, når de er nødvendige.
Offentliggjort

Statsminister Lars Løkke Rasmussen kom i sin åbningstale ind på rigsfællesskabet, hvor han lagde vægt på, at man “finder løsninger sammen”, “nedbryder fordomme” og “opbygger tillid”.

- Et levende fællesskab. Hvor vi tager debatterne med hinanden, når de er nødvendige. Engagerer os i hinanden, sagde han fra talerstolen, overværet af kongefamilien i Folketinget. Kim Kielsen var ikke til stede på grund af de aktuelle politiske forhandlinger.

Stolt af lufthavns-aftale

- For få uger siden indgik jeg en aftale med formanden for Grønlands landsstyre, Naalakkersuisut, om dansk bidrag til at virkeliggøre en grønlandsk vision. Om nye lufthavne, bedre infrastruktur, og et styrket erhvervssamarbejdet mellem Danmark og Grønland. Det er et engagement, som jeg glæder mig over. Er stolt af.
Jeg vil gerne i dag kvittere for den meget brede opbakning, der er givet fra partierne her i Folketinget, sagde Lars Løkke Rasmussen.

- Skal vi holde fællesskabet levende, må vi have mere viden om hinanden. Forstå vores forskelle, ligheder og historie. Så vi nedbryder fordomme og opbygger tillid.

Øget kendskab

Han oplyste, at man på årets rigsmøde på Færøerne drøftede, hvordan man i fællesskab kan sætte gang i en indsats for at øge kendskabet til hinanden i rigsfællesskabet.

- Det forventer jeg, at vi kan sætte i værk, når jeg senere på året mødes med lagmanden og formanden for Naalakkersuisut. Både Færøerne og Grønland ønsker større indsigt og inddragelse i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, forklarede statsministeren og tilføjede:

- Det stiller nye krav til den måde, vi samarbejder på i rigsfællesskabet. Det er et tema, som regeringen ser frem til at drøfte mere indgående med Færøerne og Grønland i den kommende tid, afslørede Lars Løkke Rasmussen.

Powered by Labrador CMS