Lars-Emil til IA: Drop DNAG
Medlem af folketinget Lars-Emil Johansen appellerer Inuit Ataqatigiit til at samarbejde med Siumut om en ny dansk regering i stedet for om færøsk fløjpolitik

Lars-Emil Johansen, som har siddet i folketinget for Siumut i sammenlagt 16 år og som ikke stiller op igen, appellerer nu Inuit Ataqatigiit til at vedkende sig sit samarbejde med SF, som han mener kommer til at danne en regering med Socialdemokratiet, som Siumut har lavet en samarbejdsaftale med. Han mener, at Den Nordatlantiske Gruppe, DNAG, i dag ikke er andet end en samarbejdsorganisation mellem Inuit Ataqatigiit og den færøske protestbevægelse, Tjoveldid.
- Gruppen åbner i dag ingen døre til større samarbejde med andre partier. Tværtimod er den i alle henseender kontroversielle Høgni Høydal, i dag en hindring for et bredere samarbejde i folketinget til fordel for Grønland. DNAG har haft sin tid – mens vi kæmpede for selvstyre. Nu er selvstyret en realitet. Vi har sikret ejendomsretten til vore rigdomme. Oliemilliarderne er vores. Selvstændighed er nu blevet et grønlandsk anliggende. Nu er DNAG’s tid forbi – der er kommet andre boller på suppen, skriver Lars-Emil Johansen i en pressemeddelse.
Han mener, at det nu gælder helt andre samarbejdsrelationer end at hænge fast på et af de to færøske medlemmer, som han mener traditionen tro, isolerer sig fra alt og alle.
- IA burde i stedet vedkende sig sit samarbejde med SF, som sammen med Socialdemokraterne kommer til at være et regeringsparti efter valget. Et tæt samarbejde med Socialdemokraterne, som Siumut står for, og et tæt samarbejde med SF, som IA kunne stå for – ville give Grønland et langt stærkere profil i folketinget, end et samarbejde med Høgni Høydal & co. nogensinde vil kunne give. På den måde kunne man sikre, at de to store regeringspartier i Danmark kunne have en tæt tilknytning til de to grønlandske medlemmer. En sådan situation ville alt andet lige være langt stærkere end krampagtig fastholdelse af en forældet model, skriver Lars-Emil Johansen.
Han mener derfor, at Siumut burde invitere IA til at arbejde sammen med sit danske søsterparti, på samme måde som de gør det i Siumut, og at de sammen sikrer, at en rød regering bliver langt mere pro-grønlandsk, end det nogensinde har været tilfældet før.
- Vi kunne for eksempel sørge for at regeringen fik et forstærket fokus på Grønland og Arktis. Dette er trods alt langt vigtigere end at fastholde varetagelse af samarbejde med et færøsk parti, der ikke engang er repræsentativt for det færøske folk, mener Lars-Emil Johansen.