Noget tyder på, at Økonomisk Råd skal have poleret deres spåkugle. Rådet har nemlig undervurderet inflationsudviklingen. Og desværre for borgerne til den gale side, hvor det viser sig, at det er blevet langt dyrere end forudset at leve her i landet.
Det er blevet langt dyrere at købe fødevarer samtidig med at husleje, el, vand og varme også er steget i pris i 2025.Arkivfoto: Leiff Josefsen
Højere priser på fødevarer og større omkostninger ved at bo her
i landet har sendt inflationen op på et niveau, som selv Økonomisk Råd ikke
havde forudset.
Annonce
Grønlands Statistik har netop offentliggjort
forbrugerpristallet for perioden januar 2025 til januar 2026 og den lander på
3,7 procent, hvilket er det højeste niveau i rigtig mange år.
Inflationsudviklingen fra 2022 til 2025Kilde: Grønlands Statistik
Dykker man ned i tallene fra Grønlands Statistik er det især
højere priser på huslejer, el, vand og varme, der har sendt inflationen op på
det rekordhøje niveau igennen de seneste fem år.
- Stigningen skyldes primært højere priser på bolig og fødevarer,
der bidrog mest til den samlede udvikling. Fødevarepriserne steg med 3,7 pct.,
boligudgifterne oplevede en stigning på 4,7 pct., oplyser Grønlands
Statistik.
Vigtigt nøgletal
Forbrugerprisindekset er et af de vigtige nøgletal i
samfundsøkonomien. Med en høj inflation udhules værdien af de penge, man har
til rådighed. For at det ikke skal gå ud over ens husholdningsbudget, er det
nødvendigt, at man tilsvarende stiger i løn.
Det nye inflationstal må alt andet lige overraske økonomerne
i Økonomisk Råd.
For lidt over en måned siden udsendte Økonomisk Råd sin halvårsrapport
for 2026, og her lød vurderingen, at inflationen i 2025 blot ville ”blive op
mod 3 procent”.
Og spørgsmålet er om rådets vurdering for inflationen i 2026
skal opjusteres. Tilbage i januar vurderede rådet, at inflationen for i år vil
lande på 2,5 procent.
Økonomisk Råd fejlvurderede inflationsudviklingen for 2025. De grå søjler var forudsigelsen for blot lidt over en måned siden.Kilde: Økonomisk Råd Rapport 1. halvår 2026
Her er hvad Økonomisk Råd skrev om den grønlandske inflation,
og hvor de forklarer noget af baggrunden for det højere prisniveau:
”Et væsentligt bidrag til inflationen kommer
fra stigende huslejer og højere priser på vand og elektricitet. Der er lagt op
til forhøjelser af brugerbetalingen for at modvirke efterslæbet i
vedligeholdelsen af bl.a. selvstyrets udlejningsboliger."
"Højere brugerpriser er
upopulære, men nødvendige for at kunne genoprette en tidssvarende boligstandard
og sikre en robust økonomi i den selvstyreejede forsyningssektor. På baggrund
af disse forhold forventes inflationen at blive på op mod 3 pct. i 2025 og 2½ pct. i 2026. Det er lidt højere end vurderet i september 2025, bl.a. fordi
prisstigninger på fødevarer har været højere end forventet, muligvis da
priserne har tilpasset sig de tidligere års prisudvikling i udlandet med
forsinkelse”.