Langstrakt finanslovsdebat

Inatsisartut tog onsdag hul på debatten om næste års finanslov. Den nye debatform gør, at der er lang vej igen.

Før finanslovsdebatten drøftede Inatsisartut den politisk-økonomiske beretning, som daværende landsstyremedlem for finanser Per Berthelsen stod for. Debatten var relativt hurtigt overstået, da beretningen oprindeligt skulle have været fremlagt på forårssamlingen. Men så kom et valg i vejen. Foto Leiff Josefsen.
Offentliggjort

Siumut benyttede sig flittigt af muligheden for at stille spørgsmål til ordføreren, da Inatsisartut onsdag begyndte førstebehandlingen af finanslov 2010.

Efter det indledende oplæg fra nalaakkersuisoq for finanser, Palle Christiansen, D, gik turen direkte til IAs finansordfører Akitsinnguaq Olsen. Hun stod derefter på talerstolen i godt to timer.

Ikke overraskende støtter IA finanslovsforslaget fra Naalakkersuisut. Akitsinnguaq Olsen udtrykte glæde over det fremlagte forslag og betegnede det som et »gennemtænkt grundlag til videre overvejelse«.

Efter sin ordførertale måtte IAs ordfører svare på 29 spørgsmål. Heraf stod Siumut for de 27. De to øvrige spørgsmål blev stillet af Atassuts Finn Karlsen.

Den ivrige spørgelyst bevirkede, at Inatsisartut onsdag kun nåede IAs ordførerindlæg. Trods et flertal imod, at debatten skulle slutte klokken 18, besluttede formand for Inatsisartut Josef Motzfeldt at hæve mødet og i stedet indkalde til fortsættelse af debatten torsdag klokken 13.

Powered by Labrador CMS