Landslæge: Derfor lukker vi ikke helt ned
Myndighederne mener ikke, at der sundhedsfagligt belæg for at lukke Grønland ned og stoppe for al indrejse, mens der er fri smittespredning i Nuuk.
Landslæge Henrik L. Hansen forklarer, at situationen er en helt anden end for halvandet år siden.
- Nu har vi fået vaccineret de mest udsatte borgere, det er en af forklaringerne på, at vi ikke lukker helt ned. Hvis vi lukkede ned helt og fuldt vil det også få andre samfundsmæssige konsekvenser, som er uhensigtsmæssige, sagde landslægen.
Vi skal acceptere smitten
- Vi er i en situation, hvor vi skal acceptere, at der kan være smitte her i landet. Vi kan med de nye varianter ikke forhindre, at smitten kommer ind i landet. Men vi skal fortsat etablere tiltag, der kan begrænse smitten. Men vi bliver nødt til at leve med, at der henad vejen er smitte i landet, pointerede Henrik L. Hansen på pressemødet.
Formanden for Naalakkersuisut Múte B. Egede lagde vægt på, at de kommende restriktioner beror på en sundhedsfaglig vurdering, og at man i hele verden er blevet meget klogere på, hvordan smitte kan sprede sig, og hvordan man kan undgå større smittespredning.
Dronninge-besøget
Med hensyn til Dronning Margrethes kommende besøg senere på måneden, så kunne Múte B. Egede ikke afvise, at man blev nødt til at indføre nye restriktioner, hvis situationen bliver forværret.
- Men eksempelvis forsamlingsforbuddet på 20 personer vil også gælde arrangementer i forbindelse med dronningens besøg.