Landry langer ud efter Jens-Frederik Nielsen efter afvisning
Formanden for Naalakkersuisut bør skamme sig, lyder det fra USA's særlige udsending til Grønland Jeff Landry, efter Jens-Frederik Nielsen søndag afviste idéen om et amerikansk hospitalsskib til Grønland.
Jeff Landry er guvernør i staten Louisiana og altså også udpeget af Donald Trump som særlig udsending til Grønland.
Foto: Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix
Søndag lød det fra Naalakkersuisut-formand Jens-Frederik Nielsen (D), at Grønland ikke har lyst til at modtage et amerikansk hospitalsskib, som USA's præsident, Donald Trump, vil sende til øen.
Udmeldingen har medført en kraftig reaktion fra USA's særlige udsending til Grønland, Jeff Landry. I et opslag på X skriver han, at Jens-Frederik Nielsen bør skamme sig:
- Skam dig regeringsleder Jens-Frederik Nielsen!
- Præsident @realDonaldTrump og Amerika bekymrer sig, skriver Landry i opslaget.
Ifølge Landry har han talt med "mange grønlændere om de daglige problemer", og sundhedspleje skiller sig særligt ud.
- Sundt Grønland afgørende for USA's sikkerhed
- Mange landsbyer og små byer mangler basale tjenester, som amerikanere ofte tager for givet. Små bosættelser er uden faste læger, diagnostiske værktøjer eller specialiseret behandling – hvilket tvinger beboerne til at rejse lange afstande for at få vitale behandlinger, der burde være tilgængelige derhjemme. Et sundt Grønland er afgørende for Amerikas nationale sikkerhed, skriver Jeff Landry på X.
Søndag reagerede Jens-Frederik Nielsen på Donald Trumps udmelding om, at præsidenten i samarbejde med Jeff Landry var ved at sende en "hospitalsbåd" til Grønland for at behandle folk, der ikke bliver taget hånd om.
- Det bliver et nej tak herfra. Præsident Trumps idé om at sende et amerikansk hospitalsskib her til Grønland er noteret. Men vi har et offentligt sundhedsvæsen, hvor behandling er gratis for borgerne. Det er et bevidst valg. Og en grundlæggende del af vores samfund, skrev Jens-Frederik Nielsen på Facebook.
Kæder USA's sikkerhed sammen med sundhed
Udmeldingen fra præsidenten kom på Truth Social, hvor Trump skrev, at han ville sende "en fantastisk hospitalsbåd" til Grønland. Udmeldingen kom kort efter, at et besætningsmedlem fra en amerikansk ubåd var blevet evakueret af Arktisk Kommando til behandling på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk.
Der var ikke konkrete oplysninger om, hvordan en sådan operation skulle foregå, og hverken danske eller grønlandske myndigheder har tilsyneladende modtaget henvendelse fra USA om sagen.
I sit opslag på X kæder Jeff Landry sundhed sammen med USA's sikkerhed:
- Amerika er forpligtet til at forsvare Grønland, og det begynder med at sikre, at dets befolkning er beskyttet mod basale sygdomme og lidelser, skriver han videre.
I et andet opslag takker han læger og sygeplejersker, som har udvist interesse for at deltage i "missionen" til Grønland.