Lande sender over 11 milliarder kroner i krigsstøtte til Ukraine

Ukraine får stor milliardstøtte til krigen mod Rusland efter donorkonference i Danmark, hvor 26 lande deltog.

Offentliggjort

Danmark og en række andre lande er på en donorkonference i København blevet enige om at støtte Ukraine i krigen mod Rusland med over 1,5 milliarder euro.

Det oplyser forsvarsminister Morten Bødskov (S) på et efterfølgende pressemøde. Han er vært for konferencen sammen med Ukraines forsvarsminister, Oleksij Reznikov, og Storbritanniens forsvarsminister, Ben Wallace.

1,5 milliarder euro svarer til over 11 milliarder danske kroner. Pengene kan eksempelvis gå til våbenbidrag og træning af ukrainske soldater.

Og det beløb kan fortsat stige, slår Morten Bødskov fast.

- En række lande har også signaleret vilje til at støtte, men skal først hjem og diskutere det i deres parlamenter, siger han.

Vil øge produktionen

En fond til at øge finansieringen af våbenproduktion er også blevet aftalt på konferencen. Den vil blive oprettet af Storbritannien.

Konferencen har også vendt minerydning i Ukraine. Her vil Island have den ledende rolle i forberedelsen af en minerydningsmission.

Desuden har flere lande som Polen og Slovakiet meddelt på konferencen, at de vil øge deres produktion af militært udstyr.

Oleksij Reznikov siger på pressemødet, at han er "glad for konferencen og resultatet".

I forhold til, hvad Ukraine præcist ønsker at få for pengene lyder det, at landene "kender listen over ønsker".

- De vil beslutte, hvem der er klar til at levere hvad til Ukraine med disse penge (de 1,5 milliarder euro, red.), siger den ukrainske forsvarsminister.

- Rusland er begyndt at fejle

Ministrene pointerer flere gang vigtigheden i at hjælpe Ukraine mod Rusland.

- Ukraines kamp er vores kamp. Vi står sammen, og vi står sammen med Ukraine, lyder det fra Morten Bødskov.

Ben Wallace siger, at "Rusland er begyndt at fejle på mange områder" i krigen.

Han nævner, at russerne flere gange har "modificeret" målet for invasionen og nu kun fokuserer på steder i det sydlige og østlige Ukraine.

Parterne på donorkonferencen holder et opfølgende virtuelt møde i september.

Powered by Labrador CMS