Fiskekvoter

Kvotetildelinger draget i tvivl

– Borgerne har ret til at forvente, at afgørelser truffet af Naalakkersuisut hviler på et objektivt grundlag, specielt når det drejer sig om vore fælles ressourcer, siger Demokraternes Michael Rosing.

Michael Rosing formoder, at der også er subjektive kriterier, der spiller ind, når man uddeler fiskekvoter.
Offentliggjort

I den senere tid er selskabet Iluliaq Seafood A/S, som er ejer af Kim Høegh-Dam og hans familie, dukket op på listen over kvotetildelinger i torske- og makrelfiskeriet, og det har fået to medlemmer af Inatsisartut til at stille kritiske spørgsmål til Naalakkersuisut.

Bliver en person forfordelt?

Det skriver avisen Sermitsiaq i seneste udgave.

Det går som en rød tråd gennem spørgsmålene, at der måske ligger andre grunde end rent objektive vurderinger til grund for kvotetildelingerne til Kim Høegh-Dam, som er kendt for sin tætte forbindelse med partiet Siumut.

– Spiller partibogen en rolle ved Naalakkersuisuts kvotetildelinger?

– Sådan burde det i hvert fald ikke være, siger Inuit Ataqatigiits Debora Kleist til Sermitsiaq.

Dobbelt op Naalakkersuisut har i lighed med de seneste år oprettet en forsøgskvote på havgående torsk ved Vestgrønland, målrettet grønlandske langlinefartøjer og mindre kystnære trawlere.

18 ansøgninger

Departementet for fiskeri og fangst, som modtog 18 ansøgninger, fordelte i foråret 4.000 tons af kvoten til seks selskaber.

Arctic Prime Fisheries med fartøjerne »Aja Aaju« og »Nanoq«, Royal Greenland med »Sermilik«, Ice Trawl Greenland med »Masilik« og Angunnguaq A/S med »Angunnguaq II« og »Karina E« fik hver en kvote på 500 tons.

Sigguk A/S med de tre fartøjer »Polar Uummannaq«, »Polar Assik« og »Polar Eqaluk« og Iluliaq Seafood A/S med et enkelt fartøj »Narluneq« fik hver en kvote på 1.000 tons.

Dobbelt op undrer

Det undrede Demokraternes Michael Rosing, og han sendte et § 37-spørgsmål til Naalakkersuisut:

– Hvorfor fik Iluliaq Seafood som det eneste rederi med et enkelt fartøj en dobbelt så stor kvote som de andre rederier?

– Borgerne har ret til at forvente, at afgørelser truffet af Naalakkersuisut hviler på et objektivt grundlag, specielt når det drejer sig om vore fælles ressourcer. Derfor må der være tungtvejende grunde til at begunstige et enkelt rederi med en kvote, der er dobbelt så stor som den næststørste forsøgskvote, argumenterede Michael Rosing.

Men han blev ikke meget klogere af svaret.

– Naalakkersuisut har godkendt betingelserne for tildelingen af forsøgskvoten, og Naalakkersuisut er enig i de betingelser, som Naalakkersuisut har godkendt, svarede medlemmet for fiskeri og fangst Karl-Kristian Kruse.

– Tror du, at der kan ligge andre end objektive kriterier til grund for kvotetildelingerne?

Subjektive kriterier

– Det ser i hvert fald ud til, at subjektive kriterier også kan spille en rolle, men hvad de går ud på, ja det ved kun Naalakkersuisut, siger Michael Rosing til Sermitsiaq.

Iluliaq Seafoods fartøj »Narluneq« ligger for tiden på værft på Færøerne.

Læs hele artiklen digitalt via linket herunder:

Powered by Labrador CMS