Tasiilaq
Kvinde skal tre år i anstalt for forsøg på manddrab
En voldsom episode mellem et par i Tasiilaq endte med, at kvinden stak sin samlever fem gange med kniv
En 55-årig kvinde blev den 22. august af Sermersooq Kredsret idømt tre års anstaltsanbringelse for forsøg på manddrab. Det oplyser politiet.
Episoden fandt sted i maj i Tasiilaq.
I livsfare
Her stak kvinden sin mandlige samlever fem gange med en kniv, og manden var efterfølgende i livsfare. Kvinden har siddet tilbageholdt siden maj i år.
- Jeg er tilfreds med, at retten har vurderet sagen på samme måde som anklagemyndigheden og har dømt den tiltalte for forsøg på manddrab, fremhæver politibetjent Jannick Gray fra politiet i Sermersooq, der mødte som anklager i sagen.
Modtager dommen
Jannick Gray forklarer, at det i sager med knivvold kan være vanskeligt præcist at vurdere, om gerningsmanden har haft til hensigt at dræbe offeret eller kun har haft til hensigt at såre eller skade vedkommende.
Kredsretten fastsatte foranstaltningen til tre år, hvilket er en anelse mindre end de tre og et halvt år, som er praksis, og som også var anklagemyndighedens påstand i sagen.
Tidligere vold
- Retten valgte at fastsætte en lavere foranstaltning, end anklagemyndigheden havde påstået, blandt andet fordi der havde været en voldsepisode mellem parterne forud for knivstikkeriet. Vi har derfor modtaget dommen, da det blev begrundet, hvorfor kvinden fik en lidt kortere anstaltsanbringelse, tilføjer Jannick Gray.
Den 55-årige kvinde modtog dommen og begyndte umiddelbart efter afsoningen.