KTI opretter maskinmesteruddannelse
De første studerende som maskinmester i Grønland kan starte til januar 2022. Uddannelsen er endelig blevet til virkelighed efter to års samarbejde mellem Maskinmesterskolen i København og Teknikimik Ilinniarfik (KTI) her i landet.
Grønlandske maskinmestrer tog uddannelsen i Danmark tidligere. Men nu vil man altså få muligheden for at uddanne sig i Sisimiut.
- Vi er meget glade for samarbejdet med Maskinmesterskolen København og for, at det nu er lykkedes os at få samlet en bred vifte af uddannelsestilbud på en og samme institution. Det er helt unikt at kunne tilbyde både studieforberedende uddannelser, over erhvervsuddannelser til professionsbachelor, videregående uddannelser og ph.d.-muligheder hos KTI i Sisimut, siger forstanderen i KTI, Jokum Møller.
Uddannelsen er altafgørende for landet
Ifølge KTI har både arbejdsmarkedet og nogle af uddannelserne i Grønland et stort behov for faglærte, der kan drifte og vedligeholde maskiner i både den maritime sektor, energiforsyning og produktion.
Det behov vil kun blive større i takt med udviklingen af Grønlands byggeri og infrastruktur, tilføjer forstanderen i KTI, Jokum Møller og uddannelseschefen i København, Tommy Birkebæk.
Maskinmestrene er meget efterspurgte både i Danmark og i Grønland.
I 2020 var ledigheden for maskinmestre 0 i Grønland, og Grønlands Erhverv har i 2020 konstateret en mangel på 55,6 % faglærte blandt en række virksomheder i Grønland.