Krydstogt i Nuuk
Tirsdag den 5. juli fik Nuuk besøg af ikke mindre end tre krydstogtskibe.
Det store krydstogtskib Ambience fra Ambassador Cruise Line, der er registreret i Nassau på Bahamas, havde omkring 1000 passagerer med, da det tirsdag besøgte byen. Det har plads til 1400 passagerer, skriver avisen Sermitsiaq.
På vej til Nuuk besøgte det både Qaqortoq, Narsarsuaq, Sisimiut og Ilulissat.
Før Grønland kom skibet fra England via Island og returnerer efter Nuuk igen til England, oplyser Jens Christian Hildestad fra Arctic Adventure, der er agent for skibet i Grønland i samarbejde med Tupilak Travel.
- I Nuuk tilbyder vi alle de ture, som der er til rådighed i byen i samarbejde med de lokale udbydere. Lige fra byture, bryggeribesøg, vandreture, hjemmebesøg og bådture. Det samme gør vi i de øvrige byer. Vi forsøger at gøre paletten så bred som muligt, så der er tilbud til alle og så flest mulige lokale virksomheder kan få udbytte af besøget, siger Jens Christian Hildestad.
Ifølge Visit Greenland kommer det tilbage i september og besøger blandt andet Narsarsuaq/Qassiarsuk og Qaqortoq.
Hurtigruten Expeditions
For første gang er Hurtigruten Expeditions’ nye hybridskib Fridtjof Nansen på besøg i Grønland. Det er bygget i 2020 og har plads til 530 passagerer, ifølge Visit Greenlandskrydstogtanløbsliste.
Hurtigruten Expeditions’ ture går ifølge hjemmesiden fra Reykjavik til Ilulissat med besøg i Qaqortoq, Ivittuut, Nuuk, Kangerlussuatsiaq (Evighedsfjorden) ved Kangaamiut, Sisimiut, Ilulissat og til Vaigat strædet, hvor den vender om og sejler tilbage til Maniitsoq og videre til Kuannersooq (Kvanefjord) ved Paamiut og Qaqortoq, inden skibet vender tilbage til Reykjavik.
Læs hele historien i ugens udgave af avisen Sermitsiaq. Køb avisen her: