Kruse kræver også ekstra kvote på narhvaler

Karl-Kristian Kruse bakker nu også op om, at Qaanaaq-fangerne får tildelt en ekstra kvote af narhvaler

Offentliggjort

Siumuts medlem af Inatsisratut, Karl-Kristian Kruse bakker nu også op om kravet om ekstra kvote på narhvaler til fangerne i Qaanaaq.

Tidligere har Partii Naleraq, IA og Avannaata Kommunia bakket op om fangernes ønske om en ekstra kvote.

- Der bør kunne gives ekstraordinære kvoter til fangst af narhvaler, fordi fangerne i Qaanaaq benytter sig af den gamle fangstmetode og bruger harpun, hvorefter man som konsekvens af kvotefastsættelsen rent teknisk giver mulighed for ændring heraf hvert 5. år, men nu er der så gået 15 år med skrappe kvoter og som en konsekvens heraf er der blevet flere og flere narhvaler, men uden at der er sket yderligere, siger Karl-Kristian Kruse i en pressemeddelelse.

Naalakkersuisut har gentagne gange, afvist at hæve kvoten her og nu.

- Grundlaget for beslutningen er en tidligere beslutning om, at der ikke gives forhøjelse af kvoten i løbet af året. Kvoten bliver fastlagt år for år, og derfor har jeg med fremtiden for øje bestilt en undersøgelse af, hvilke muligheder der er, har naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, Jens Immanuelsen (S) senest sagt til KNR.

Men hans partikammerat Karl-Kristian Kruse er altså uenig.

- I vores målsætning, samt i landsstyrekoalitionens aftale står der skrevet, at man kan give ekstraordinære kvoter.

- Dette skyldes, at der står skrevet, at brugernes viden også skal indgå i vurderingen af kvotefastsættelsen, hvilket man så ikke har gjort indtil dags dato, men nu er skal det være!

- Til sidst skal nævnes, at det jo er tydeligt, at fangerne netop i år har haft ekstraordinære gode fangster og, at det endda er tre gange så meget, der er fanget, hvilket vi må være taknemmelige for på deres vegne, men det viser så også, at der er blevet flere narhvaler, mener altså Karl-Kristian Kruse.

Narhvalerne er også på dagsordenen, når Siumut mødes senere i dag for at drøfte kritikken af partiformand Kim Kielsen. I den mistillidserklæring, som lokalafdelingerne har taget stilling til, bliver Kim Kielsen nemlig blandt andet kritiseret for at Naalakkersuisut ikke giver ekstra kvoter.

Powered by Labrador CMS