Kruse: Jeg stemmer på Kielsen
Siumuts politiske næstformand, Karl Kristian Kruse giver sin støtte til partiets formand, Kim Kielsen.
Karl Kristian Kruse har efter en længere tids overvejelse meddelt, at han ikke stiller op til formandsvalget i partiet, når Siumut holder landsmøde i dagene 4.-6. september.
- Jeg har selv haft mine overvejelser og forberedelser i forhold til et formandskandidatur. Jeg føler dog, at jeg ikke er klar til at sætte mig på formandsposten, lyder det fra ham i en pressemeddelelse.
Næstformanden i partiet anerkender de tre kandidater, Kim Kielsen, Erik Jensen og Vivian Motzfeldt for deres hårde, politiske arbejde. Men det er Kielsen, Kruse vil fortsætte med at støtte:
- Jeg kan dog ikke stemme på alle tre kandidater, så jeg melder på forhånd ud, at jeg stemmer på vores nuværende formand, oplyser Karl Kristian Kruse.
- Selvom jeg ikke altid er enig med vores formand, så er vi nået i mål med mange initiativer med hjælp fra vores parlamentarikere og dygtige medarbejdere – og altid med respekt for flertallets beslutning, lyder det videre.
Nye tider
Han lægger ikke skjul på, at den kommende partiformand skal lede partiet under nye forudsætninger. Udfordringer som boligmangel, beskæftigelse, erhvervsområdet, pensionsområdet og skatteområdet er bare nogen af de ting, som partiet, som alle andre partier, skal forholde sig til politisk.
Karl Kristian Kruse blev politisk næstformand i Siumut første gang i 2017. Han oplyser til Sermitsiaq.AG at han vil afvente resultatet af formandsvalget før han tager stilling til, hvorvidt han genopstiller til posten som næstformand.
- Jeg sidder med et stort ansvar i partiets politik nu. Hvis partiets politik ønsker ændringer vil jeg respekterer dette. Men hvis vores retning ønskes vil jeg også tage dette til efterretning. Vi får se, hvordan det ender til generalforsamlingen, siger han til Sermitsiaq.AG.