KRK skal puste liv i førstehjælp i bygder
Departementet for sundhed er ved at finpudse en aftale med Kalaallit Røde Korsiat, der skal stå for kurser i førstehjælp i bygder, hvor der er langt til lægehjælp.
En redegørelse om behov for kurser i førstehjælp og dertil løsninger viser, at behovet for førstehjælpskurser er størst i bygderne.
Som en af løsningerne er Kalaallit Røde Korsiat, der blandt andet beskæftiger sig med førstehjælpskurser og psykisk førstehjælp nævnt til at kunne arrangere førstehjælpskurser.
- På baggrund af redegørelsen estimerer Departementet for Sundhed, at det vil koste ca. 550.000 kroner årligt at indgå en aftale med Kalaallit Røde Korsiat om gennemførelse af 14 kursusarrangementer i syv forskellige lokationer, for borgerne i bosteder med begrænset adgang til præhospital hjælp (førstehjælp, red.) eller lokal lægebehandling, samt for at bistå projektledelsen og koordinering af tiltaget, vurderer departementet for sundhed i sin redegørelse.
Fondsmidler skal findes
Endvidere vil det koste omkring 265.000 kroner at få uddannet 12 lokale instruktører i førstehjælp. Det giver en samlet udgift på 815.000 kroner årligt.
Departementet for sundhed oplyser, at departementet undersøger andre finansieringsmuligheder end på Finansloven.
- Da der ikke er afsat midler særskilt til afholdelse af førstehjælpskurser på Finansloven ses der på alternative finansieringsmuligheder, blandt andet igennem fondsmidler, oplyser departementschef i departementet for sundhed, Tine Pars til Sermitsiaq.AG.
Med redegørelsen har departementet undersøgt blandt andet hvad kommuner, sundhedsvæsenet, uddannelsessteder og frivillige organisationer har i forhold til førstehjælpskurser.
Dialog i gang
Departementschef Tine Pars oplyser, at en dialog med Kalaallit Røde Korsiat er i gang, så flere førstehjælpskurser kan afholdes i bygderne.
- Departementet er i dialog med den nye ledelse i Kalaallit Røde Korsiat, i forhold til de videre tiltag. Departementet for sundhed vil tage kontakt til kommunerne umiddelbart efter aftalerne med Kalaallit Røde Korsiat er på plads, oplyser Tine Pars til Sermitsiaq.AG.