Kraftig blæst og lufthavnsbyggeri driller lufttrafikken - hundreder strandet
Der er blevet gravet i sikkerhedszonen i Nuuks lufthavn i forbindelse med lufthavnsbyggeriet, hvilket betyder, at landings- og letteforholdene for fly var mere begrænsede ved blæsevejr. Kraftig blæst har desuden betydet, at flere hundrede passagerer er eller har været strandede.
Kraftig blæst i Nuuk skabte aflysninger af fly i både Nuuk, Maniitsoq og Kangerlussuaq i går torsdag.
Aflysningerne har gjort, at der i går sad 332 passagerer strandet i Kangerlussuaq, oplyser Air Greenland til Sermitsiaq.AG. Med så mange passagerer, der ikke kunne rejse videre til Maniitsoq og Nuuk på grund af kraftige vinde, besluttede Air Greenland også at ændre 219 bookinger fra Danmark til Kangerlussuaq, så passagererne ikke risikerer at mangle overnatningsmuligheder, oplyser Air Greenland.
- Der var 332, der sad fast i Kangerlussuaq i går. Vi valgte derfor at aflyse de 219 passagerer, der skulle have været til Nuuk og Maniitsoq fra Danmark i dag, oplyser Air Greenland.
Aflysningen af de 219 passagerer er den bedste løsning for passagererne, der ellers vil risikere at stå i Kangerlussuaq uden mulighed for overnatning, oplyser kommunikationschef i Air Greenland.
- Vi tror på, at den bedste løsning for passagererne ud fra alle scenarier vi har arbejdet med, er at blive i København, hvor vi kan indkvartere dem. Vi forventer at kunne leje Atlantfly yderligere ind søndag og mandag foruden det fly, der allerede er lejet ind til at få de forsinkede passagerer frem lørdag, siger CCO i Air Greenland, Henrik Søe til Sermitsiaq.AG.
Sikkerhedszone gravet op
Air Greenland oplyser på sin Facebookside, at en del af udfordringerne torsdag skyldes, at en del af sikkerhedszonen ved lufthavnen i Nuuk er gravet op i forbindelse med lufthavnsbyggeriet.
- Det er Kalaallit Airports som bygger banen og i dag betød byggeriet, at Trafikstyrelsen havde opsat særlige regler for hvor meget sidevind, der måtte være, når flyene lettede og landede i Nuuk. Det skyldes, at der var gravet i sikkerhedszonen, og det begrænsede altså landings- og lette-forholdene, forklarer Air Greenland.
Overnatning i sportshallen
Air Greenland oplyser, at gravningen nu er lukket igen, og at landingsbanen dermed er brugbar også ved kraftigere vinde.
De mange udfordringer i Nuuk og Maniitsoq resulterede i, at mange af de 332 passagerer, der strandede i Kangerlussuaq måtte indkvarteres i sportshallen i Kangerlussuaq. Dette sker i et godt samarbejde med Mittarfeqarfiit og Qeqqata Kommunia.
Til trods for stadig blæst i Nuuk, er lufttrafikken så småt begyndt at køre igen i Nuuk.