Inatsisartut-valg
Kommuneqarfik Sermersooq beklager ny valgbrøler
Kommunen har fundet brevstemmer på rådhuset efter Inatsisartut-valget 28. november
Så skete det igen.
Ligesom ved kommunalvalget i april 2013 har Kommuneqarfik Sermersooq fundet brevstemmer flere uger efter Inatsisartut-valget 28. november.
Det oplyser kommunens administrerende direktør Steffen Ulrich-Lynge.
Tre brevstemmer, som i sagens natur ikke er blevet talt med, er således blevet fundet på rådhuset. Valgbestyrelsen besluttede mandag at sende de tre stemmer videre til Valgnævnet til videre afgørelse.
- Kommunen beklager selvfølgelig, at denne fejl er sket, selvom der har været stort fokus på netop håndteringen af brevstemmer, skriver Steffen Ulrich-Lynge.
Læs: Valgnævnet beklager bommert
Den 25. april 2013 blev der i Borgerservice i Nuuk fundet 41 brevstemmer, som dermed ikke talte med ved kommunalbestyrelsesvalget og valget til menighedsrepræsentationen 2. april 2013.
Læs: Valgbrøler: Brevstemmer er gået tabt