Kommune Kujalleqs regnskab godkendt
Kommunen fik et overskud på 10,8 millioner kroner i 2019.
Onsdag godkendte kommunalbestyrelsen Kommune Kujalleqs regnskab for 2019. Kommunen betegner resultatet på 10,8 millioner i overskud som tilfredsstillende.
- En effektiv administration af forvaltningernes økonomiske råderum har givet gode resultater, derfor skylder jeg en stor tak til alle de ansatte på kommunen og medlemmer af udvalgene for deres indgående indsats i 2019, udtaler borgmester Kiista P. Isaksen i en meddelelse.
Borgmesteren takker også erhvervslivet og borgerne:
- Borgerne i vores byer og bygder i Kommune Kujalleq, de frivillige initiativtagere, de erhvervsdrivende og det aktive erhvervsliv er fundamentet for realiseringen af kommunens fremtidsvisioner, derfor takker jeg stort for vores fælles tætte udviklingssamarbejde, udtaler Kiista P. Isakasen.
Kigger man i kommunens regnskab beløb indtægterne sig til godt 613 millioner kroner. Heraf kom 256 millioner kroner fra personlig indkomstskat og 351 millioner fra tilskud og udligning.
På udgiftssiden brugte kommunen 52 millioner kroner på anlægsudgifter. Af andre store udgiftsposter kan nævnes socialområdet, hvor kommunen brugte knapt 237 millioner kroner og skole-, daginstitutions og innovationsområdet, hvor Kommune Kujalleq brugte knapt 175 millioner kroner.