Kommunalbestyrelse til Naalakkersuisut: Vi vil have bred debat

Kommunalbestyrelsen i Kujalleq melder sig i koret af kritikkere af de planlagte borgermøder om mineprojektet ved Kuannersuit.

Offentliggjort

Det er en enig kommunalbestyrelse, der sender et åbent brev til Naalakkersuisut om de kommende borgermøder i Sydgrønland om mineprojektet ved Kuannersuit, som Greenland Minerals står bag.

- Når der tales om udvinding af uranholdige mineraler, plejer man at sige, at befolkningen bliver delt i to, derfor er det meget vigtigt, at der bliver afholdt en bredere debat, skriver kommunalbestyrelsen.

- Det er ønskeligt at få belyst, om I vil afholde høringerne i de respektive steder to eller tre gange, lyder det blandt andet fra kommunalbestyrelsen, der også gerne vil høre hvorfor der ikke er planlagt møder i Nanortalik eller andre bygder.

Hvad med Nanortalik og bygder?

Kommunalbestyrelsen er ligesom foreningen Urani Naamik bekymrede for, om alle borgere, der har lyst til at deltage, kan få lov, når coronarestriktionerne sætter begrænser på, at maksimum 100 personer må deltage pr møde. Derudover mener kommunalbestyrelsen ikke, at møderne er spredt bredt nok ud geografisk.

- Der er planer om kun at afholde høringer i Narsaq, Igaliku, Narsarsuaq, Qassiarsuk og Qaqortoq; vi har ikke hørt planer om afholdelse af høringer i Nanortalik eller i vores andre bygder, lyder det.

Urani Naamik mener, det er udemokratisk at gennemføre borgermøder under nedlukning, og IA´s Sofia Geisler samt Mariane Paviasen er ude med riven, fordi de ikke mener, det er passende at lave borgermøder med de begrænsninger, som corona er årsag til.

Det betyder nemlig også, at interessenter og eksperter fra Danmark og andre lande ikke kan rejse ind i Grønland og deltage i borgermøderne.

Få KNR til at sende live

Kommunalbestyrelsen håber på, at Naalakkersuisut vil bruge public service-kanalen til at informerer borgerne undervejs.

- Vi vil hermed gerne kræve af Naalakkersuisut, at de opmuntrer Kalaallit Nunaata Radioa om at give samfundet større information gennem debatterne om emnet.

Ifølge Nyhedschef Mikkel Bjarnø Lund er KNR i dialog med Naalakkersuisut om, hvordan public service-kanalen skal dække møderne.

Han understreger, at de selvfølgelig dækker emnet generelt og borgermøderne massivt.

-Vi har ikke lagt os fast på, hvordan vi skal dække møderne. Vi overvejer, at sende et enkelt borgermøde direkte. Lige nu ser vi på alle muligheder og melder noget ud om ikke så længe, siger han til Sermitsiaq.AG.

Brevet fra kommunalbestyrelsen er underskrevet af Siumut borgmester Kiista P. Isaksen, Siumut gruppeformand Karla Egede Bisgaard, Inuit Ataqatigiit grupperformand Asmus Hansen og Kim Ezekiassen fra Atassut.

Powered by Labrador CMS