Kommissioner koster stort millionbeløb
Med hele fem kommissioner i arbejde vil Landskassen i år blive drænet for knap 13 millioner kroner.
Politikernes behov for at nedsætte kommissioner er blevet en større udgiftspost i Finansloven for 2021. I år koster fem forskellige kommissioner samlet set 12.974.000 kroner.
Der er imidlertid udsigt til, at omkostningerne til forskellige udredninger og anbefalinger bliver kraftigt begrænset, hvis man kigger et år frem.
De fem kommissioner
I 2022 er der nemlig afsat 1,5 millioner kroner til arbejdet i Sundhedskommissionen, mens der ikke er afsat penge til de fire øvrige, som forventes at afslutte sit arbejde. De fire, som udløber i år, er Forfatningskommissionen, Overenskomstkommissionen, Fiskerikommissionen og den seneste kommission – lad os kalde den fiskerikollaps-kommissionen, der skal sættes i verden for at lave en uvildig udredningen af forløbet op til vedtagelsen af en ny fiskerilov helt tilbage til 1990.
Det kom som en stor overraskelse, at koalitionspartierne under finanslovforhandlingerne besluttede at nedsætte en kommission, der skulle granske fiskerikollapset tilbage i 1990’erne. Selv erfarne embedsmænd i departementerne havde ikke set den komme.
Med beslutningen blev der med et pennestrøg afsat 2,5 millioner kroner til formålet på trods af, at corona-pandemien vurderes til i år at koste samfundet en del penge i tabte indtægter på især rejefiskeriet. Og ikke mindst set i forhold til, at der allerede er en Fiskerikommission nedsat, hvis primære formål er at komme med anbefalinger til en ny og fremadrettet fiskerilov.
Usikker tidsramme
Rent teknisk skal bevillingen til det nyeste skud på kommissions-stammen udmøntes via en tillægsbevilling i Finans- og Skatteudvalget. Det kan ikke afvises, at det ender med at beløbet på 2,5 millioner kroner skal strækkes over flere år. Det bliver nemlig en vanskelig og måske også meget tidkrævende opgave at finde alle sagsakter frem, der kan belyse forholdene tilbage i 1990’erne, hvor intet var digitaliseret.