Nyt departementschef-exit
Kommentator: Usædvanligt med så stor udskiftning
Tredje departementschef i selvstyret forlader sin stilling efter valget. Politisk kommentator og mangeårig topchef i hjemmestyret Jakob Janussen er overrasket over, at så mange topchefer forlader deres stilling i løbet af kort tid
Det kan give anledning til bekymring, hvis endnu en departementschef forlader sin stilling, efter at tre departementschefer har forladt deres stilling siden valget den 12. marts.
Det mener politisk kommentator Jakob Janussen.
Læs: Endnu en departementchef er væk
Departementschef i Departementet for Familie og Justitsvæsen Lise Lennert Olsen har nu søgt nye udfordringer. Hun er dermed den tredje topchef, der forlader sin stilling efter valget. Tidligere departementschef i Departementet for Bolig, Infrastruktur og Trafik Steffen Ulrich-Lynge forlod sin stilling umiddelbart efter valget.
Departementschef i Departementet for Finanser og Indenrigsanliggender Jan H Lynge-Pedersen forlod sin stilling i sidste uge med øjeblikkelig virkning.
- Det er usædvanligt, at så mange topchefer forlader deres stilling i løbet af så kort tid, siger Jakob Janussen til Sermitsiaq.AG.
Han er samtidig tilbageholdende med at kommentere Lise Lennert Olsens beslutning om at forlade sin stilling.
Mistænksomhed lurer
- Der er ikke noget odiøst i, at en topchef ikke ønsker at forlænge en åremålsansættelse. Men der kan blive anledning til mistænksomhed, hvis endnu en topchef skulle forlade sin stilling, siger Jakob Janussen.
Men en udskiftning af departementschefer kan blive starten på en ny begyndelse.
- Det er meget spændende, hvem der bliver ansat i de opslåede stillinger som departementschefer. De ansatte venter sikkert spændt på, hvem der bliver deres chef, siger politisk kommentator Flemming Enequist til Sermitsiaq.AG.
- Udskiftningen kan blive anledning til en ny start, som sagtens også kan udvikle sig til noget positivt. Men det er meget spændende, hvem der skal løfte den opgave at sikre kontinuitet i arbejdet i administrationen, siger Flemming Enequist.