Kommende forening sætter fokus på seksualitet
Grønland mangler terminologier i forhold til ord om kønsidentitet og seksualitet. Det vil en kommende forening arbejde for at ændre.
Flere lande har allerede flere ord og terminologier, når det kommer til seksualitet og kønsidentitet. Men Grønland halter efter, ligesom der stadig er meget arbejde for at nå lige rettigheder for mennesker med anden seksuel orientering end flertallet.
Qillaq Olsen er en af de personer, der står bag arbejdet om at etablere en forening for mennesker med anden seksuel orientering eller anden kønsidentitet end flertallet i samfundet.
Foreningen Sipineq, der skal være en forening for 2SLGBTQIA+ samfundet i Grønland, inviterer til en ordinær forsamling 9. marts.
- Vi er allerede gået i gang med at arbejde for at oversætte ord og lave forklaringer for det forskellige terminologier, som bruges i for eksempel dansk. Vi oplever tit, at for eksempel virksomheder mangler ord for de forskellige ord og forklaringer på seksuel orientering og identitet. Så behovet er der, siger Qillaq Olsen til Sermitsiaq.AG.
Samarbejde igangsat
Folkene bag den kommende forening Sipineq+ har allerede etableret et samarbejde med Tolkning & Oversætter-uddannelsen i Ilisimatusarfik, og er i dialog med Grønlands Sprogsekretariat i forhold til vejledning og sparring omkring oversættelser og forklaringer.
I Grønland eksisterer der allerede en forening for LGBTQ+, Greenland+. Qillaq Olsen oplyser, at endnu en forening vil styrke arbejdet for rettigheder for målgruppen.
- Der er behov for en forening, der omfavner og inkluderer alle. Jo flere vi er, jo mere stærke er vi. Med den kommende forening inkluderer vi alle, også heteroseksuelle personer, der kunne være interesseret i at blive medlem hos os. Og vi samarbejder allerede med den eksisterende forening omkring flere tiltag, forklarer Qillaq Olsen.
Den kommende forening vil også arbejde for tildeling af barsel til medfædre, lov om hadforbrydelser, mental sundhed, mere uddybende seksualundervisning samt mental sundhed blandt målgruppen under 2SLGBTQIA+ miljøet i Grønland.