Terrorangreb i København

København: Skudattentat på Østerbro koster en person livet

Attentatforsøg mod en svensk Muhammedtegner sårer tre betjente og koster en person livet efter skyderi på Østerbro

Politiet er massivt til stede på Østerbro
Offentliggjort

En 40-årig civil borger er dræbt, og tre politibetjente er såret efter skyderi på Østerbro i København. Politiet jagter to gerningsmænd, oplyser politiet i en pressemeddelelse til Ritzau.

Den dræbte person er indtil videre uidentificeret, oplyser politiet.

De tre politibetjente, der er blevet ramt, meldes uden for livsfare og de pågældendes pårørende er underrettet.

To gerningsmænd skal ifølge Københavns Politi være involveret i episoden og begge er flygtet fra stedet.

Attentatforsøg mod en svensk Muhammedtegner
Den svenske Muhammedtegner og kunstner Lars Vilks og den franske ambassadør var blandt gæsterne på Krudttønden, der lørdag eftermiddag dannede ramme om debatmødet 'Kunst, Blasfemi og Ytringsfrihed'. De meldes uskadt efter attentatet.

Politiet betragter skyderiet ved Krudttønden som et attentatforsøg på kunstneren Lars Vilks, siger indsatsleder Jørgen Petersen til Ekstra Bladet.

Flugtbil fundet på Østerbro
Angiveligt skal der være affyret mellem 20 og 40 skud mod Krudttønden.

Efter skyderiet er en sort VW Polo, der er blevet benyttet som flugtbil, fundet på Østerbro.

Politiet koncentrerer deres efterforskning om afhøring af vidner.

- Vi har samlet de vidner, der har været til stede for at få klarlagt, hvad der er sket, siger politiets talsmand Henrik Blandebjerg på stedet.

Politiet er massivt til stede på Østerbro.

Powered by Labrador CMS