KNAPK får deres vilje: Beholder konsulenttjeneste et halvt år

Heftig uenighed mellem KNAPK og Departement for fangst og Fiskeri om konsulenttjenesten Konfifa er nu skrinlagt - for en tid i hvert fald.

Naalakkersuisoq for fiskeri og fangst Karl Tobiassen er glad for den forlængede aftale, skriver han på Facebook.

KNAPK oplyser på sin facebookside, at der lige før nytår er underskrevet en aftale om, at de beholder ansvaret for konsulenttjenesten Konfifa de næste seks måneder.

Det sker efter at Naalakkersusiut ifølge KNAPK tilbage i november oplyste KNAPK om, at kontrakten om at varetage Konfifa ville ophøre ved udgangen af 2022.

Selvstyret har betalt KNAPK 2,2 millioner kroner årligt for at varetage konsulentydelsen for fangere og fiskere og opsigelsen af kontrakten er ikke faldet i god jord hos fiskeriorganisationen.

KNAPK har i flere pressemeddelelser harceleret over beslutningen, som de har kaldt en spareøvelse, krigserklæring, forsøg på at kvæle fiskeriet og en uværdig slutning på 18 års samarbejde om konsulenttjenesten.

Har ændret mening flere gange

KNAPK har også truet med et betalingskrav mod departementet for dækningen af udgifter i forbindelse med opsigelsen af to medarbejdere i konsulenttjenesten.

Departemenet for Fiskri og Fangst ville på daværende tidspunkt ikke kommentere på kritikken men oplyste til Sermitsiaq.AG, at de var i dialog med KNAPK om situationen i forhold til de særlige udfordringer, som ophøret af det hidtidige samarbejde måtte have for den.

Efter at Naalakkersuisut i første omgang i forbindelse med finanslovsaftalen meldte ud at Konfifa fremover skulle varetages i centraladministrationen, kom der i midten af november en ny besked om at konsulentydelsen skulle varetages et helt tredje sted som ”kunne blive udenfor Nuuk”

Skal være uafhængig

Hele ideen med at flytte tjenesten væk fra KNAPK var ifølge naalakkersuisut, at gøre den mere uafhængig, fordi andre fiskeriorganisationer har stillet spørgsmålstegn ved uvildigheden, når den lå hos KNAPK.

KNAPK skriver videre på Facebook at opgaven efter de seks måneder vil blive udbudt i henhold til udbudsloven.

Sermitsiaq.AG forsøger at få svar fra naalakkersuisoq for fangst og fiskeri, Karl Tobiassen (S), på, hvorfor KNAPK har fået endnu et halvt års kontrakt mere, og hvad Selvstyret vil med konsulenttjenesten fremover.

Powered by Labrador CMS