Nedsættende bemærkninger, forskelsbehandling
og diskrimination er ikke fremmede oplevelser for en del af den grønlandske
befolkning i Danmark.
Derfor har Det Grønlandske Hus i København sat gang i en
kampagne om rettigheder for grønlændere med støtte fra Udlændinge- og
Integrationsministeriet.
Nedsættende bemærkninger, forskelsbehandling
og diskrimination er ikke fremmede oplevelser for en del af den grønlandske
befolkning i Danmark.
Derfor har Det Grønlandske Hus i København sat gang i en
kampagne om rettigheder for grønlændere med støtte fra Udlændinge- og
Integrationsministeriet.
De otte videoer, hvor otte forskellige personer
fortæller om deres oplevelser, oplevelsernes konsekvenser og hvad de gør, er
blevet vist op til en million gange siden kampagnen blev sat i gang her i foråret.
Udover at oplyse om rettigheder til tolkning og større viden om anmeldelser af
hadforbrydelser, er formålet ifølge husets direktør, Leise Johnsen, at sikre,
at grønlændere i Danmark bliver hørt og forstået.
Formålet er enormt ædelt. Og jeg håber og
krydser fingre for, at det det kommer til at virke. Men det fik mig også til at
tænke på hvordan det forholder sig i Grønland.
Medlemmer af partier i
opposition taler ned om deres modstandere, hvor dumme og lidt vidende de er, i
stedet for at tale om politik, mål og visioner for den grønlandske befolkning.
Men det er ikke kun politikere, der taler på
den måde. Også andre meningsdannere og folk, der kommenterer i f.eks. Facebook,
udtaler sig enormt skarpt og til tider voldsomt.
Debatten er blevet til
konflikten og uenigheden her og nu. Det er giftigt og det er uforsonligt. Og
hvis man er uenig? Gud nåde og trøste dig! Der er ikke plads til uenigheder.
Jeg har skrevet om det før, og jeg har opdaget
at det virkelig er vigtigt for mig. Jeg ville sådan ønske, at vi mennesker
imellem kan opretholde respekten for hinanden selvom vi er uenige. At vi i
vores uenighed kan holde fokus på bolden i stedet for at gå efter hovedet.
Det
er sådan, at jeg savner opslag fra Aqqaluaq B. Egede og Hans Enoksen, som ikke
er iblandt os længere. De var politiske modstandere, og de kunne være ragende
uenige på talerstolen og i medierne. I fritiden var de virkelig gode venner og de
holdt sig ikke tilbage med godmodigt at drille hinanden. Der var mennesker bag
holdningerne.
Jeg ville sådan ønske at flere kunne lære, at
forskellige holdninger er hvad de er; forskellige holdninger. Der er mennesker
bag hver en holdning, der har humor, følelser, oplevelser og meget andet. At de
giftige og forsonlige udtalelser rammer de personer, ligesom de også kan ramme
dig selv, dine forældre og dine børn.
Det er selvfølgelig i orden at have stærke
holdninger, og vi skal selvfølgelig kunne sige vores mening. Men hvis stærke
holdninger bliver sagt med det formål at pege, rakke ned eller såre, så er
sandsynligheden for at en person med en anden holdning lytter, reflekterer og
måske forstår dine holdninger meget lille. De vil til gengæld skabe en - måske
lige så voldsom - modreaktion.
Men hvad skal der til for at debatten ikke er
så giftig mere? For det er ikke udelukkende et grønlandsk fænomen. Det
eksisterer overalt. Men til forskel fra andre lande, hvor sproget er f.eks. dansk,
spansk, tysk eller engelsk, så er der ikke mange der forstår vores sprog.
Derfor er der også mindre fokus på injurierende udtalelser og direkte hadtale.
Og jeg tænker, at vi ikke ønsker at vores efterkommere bliver lige så negative
i deres måde at sige deres mening.
Og vi skal selvfølgelig opdrage vores børn og
unge til at tale ordentligt, respektfuldt og med værdighed. Men mon ikke det
også er på tide at pegefingeren bliver vendt mod os voksne?
Er det mon på sin
plads at der også bliver lavet en oplysningskampagne om, hvad den nuværende
debatform, gør ved de enkelte personer?
Lidt ligesom den kampagne Det
Grønlandske Hus i København har gang i. Eller måske lidt ligesom den kampagne mobilselskabet
i Danmark, Call Me, havde om at tale ordentligt fra 2012.
For vi voksne må også
lære at tale ordentligt.