KLUMME: Penge er politik

Mens fokus har været på den seneste tids geopolitiske situation, ønsker jeg i denne klumme at rette fokus på familierne og singlerne i Grønland og deres økonomiske situation.

Årsagen er nedenstående forhold:

Naalakkersuisoq for finanser har sagt det klart: De næste ti år bliver økonomisk hårde for Grønland. Men for mange familier er det ikke et fremtidsscenarie. Det er allerede hverdagen. En høj andel af befolkningen er økonomisk udsat, også i Nuuk, hvor mange lever fra måned til måned med meget lidt luft i økonomien. Det viser en rapport, som udkom 16. december 2025.

Samtidig kan man i dansk presse læse om en stærk dansk økonomi. Familier får udsigt til omkring 30.000 kroner mere i rådighedsbeløb i 2026, over 2.000 kroner ekstra hver måned. Det er penge til tøj, ferie eller blot lidt tryghed. Kontrasten er slående. I Tasiilaq ligger den disponible årsindkomst omkring 145.000 kroner, før husleje og faste udgifter. I Siorapaluk er den under 100.000 kroner. Det er ikke tal fra en fjern fortid, men nutid.

Som økonom har jeg i årevis forsøgt at forstå Grønland, ikke som land, men som økonomisk struktur. Hver gang ender jeg samme sted: Grønlands udfordringer kan ikke forklares med de modeller, vi normalt bruger for små, åbne økonomier. Grønland er ikke tæt befolket, ikke sammenhængende og ikke markedsintegreret. Grønland har få mennesker spredt over enorme afstande. Byer og bygder hænger ikke naturligt sammen, og økonomien fungerer ikke som ét samlet marked. Vores hverdag er i høj grad præget af lange afstande, hårdt klima og vi er et samfund, der er delt op i mange små enheder.

Spørgsmålet er derfor ikke, om Grønland bør kunne klare sig uden støtte, men om det overhovedet er realistisk at forvente det. Svaret er nej. Ikke på grund af vores kultur eller arbejdsmoral, men fordi bosætning i Arktis ikke er et markedsudfald. Det er et politisk valg.

Hvis Grønland skal være et moderne samfund, med fungerende sundhedsvæsen, skoler, boliger og infrastruktur, forudsætter det vedvarende strukturel omfordeling. Det er ikke et svaghedstegn, men en realitet.

Her bliver selvstyreloven og den økonomiske aftale centrale. Siden de blev indgået, har FN’s menneskeretlige fortolkningspraksis udviklet sig markant. I dag vurderes økonomiske ordninger ikke kun på hensigt, men på deres faktiske og langsigtede konsekvenser for befolkningens økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Disse rettigheder kan ikke fraskrives, heller ikke ved folkeafstemning.

Når bloktilskuddets regulering over tid udhuler mulighederne for at sikre sundhed, uddannelse eller bolig for en hel befolkning, er det ikke kun et politisk spørgsmål, men også et menneskeretligt. Det er ikke en anklage, men en nødvendig konstatering, som både Naalakkersuisut og den danske regering er nødt til at forholde sig til.

Fordi mens fokus ofte er på bombastiske udmeldinger udefra, vokser uligheden indefra. Det er dér, den vigtigste debat bør ligge nu. For at styrke samfundet, når det udsættes for pres.