Klimaforandringer betyder flere edderkoppeunger
Nye undersøgelser har vist, at edderkopper i Arktis kan formere sig hurtigere på grund af klimaforandringerne.
Hvis du synes det kripler og krapler lidt mere end sædvanligt på din tur i fjeldet, så kan det være fordi, at der er kommet flere edderkopperunger.
Forskere har gennem 20 år indfanget edderkopper ved forskningsstationen Zackenberg i Nordøstgrønland, og nu viser undersøgelser, at edderkopperne er i stand til at formere sig hurtigere på grund af klimaforandringerne.
Flere af edderkopperne kan producere to kuld unger om året, hvor de tidligere normalt kun producerede et kuld. Det skriver Arktisk Forskningscenter og Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet i en meddelelse.
- Disse ændringer i levevis er ikke tidligere set, og meget tyder på, at fænomenet spiller en betydningsfuld rolle for arktiske insekter og edderkopper, siger Toke T. Høye, der er seniorforsker og har stået i spidsen for projektet.
Uvist beydning for økosystemet
Forskerne ser ændringerne i edderkopperne levevis, som en evne til at tilpasse sig de nye forhold, der er opstået som følge af klimaforandringer.
Det er dog svært for forskerne at sige noget om, hvad det får af betydning for økosystemerne. Selvom edderkopperne får flere unger på en sæson har det vist sig, at det ikke er ensbetydende med, at antallet af edderkopper er steget i samme grad:
- Vi kan endnu kun gisne om, hvordan økosystemerne ændrer sig, men vi kan nu slå fast, at ændringer i arternes reproduktion også er en vigtig dynamik at inddrage, når vi skal forstå, hvordan arktiske økosystemer reagerer på højere temperaturer på kloden, siger Toke T. Høye.
De nye forskningsresultater er publiceret i Proceedings of the Royal Society B.