Klima: Ny og aktiv rolle for Grønland
Grønland er ikke længere blot tilskuer ved internationale klimaforhandlinger, siger politisk ansvarlig Jens B. Frederiksen
Den netop overstående klimakonference COP18 i Doha, som Naalakkersuisut er ’tilfreds’ med, fordi det i 11. time lykkedes parterne at nå til enighed om ’centrale emner’, var den første klimakonference efter underskrivelsen af en klimasamarbejdsaftale mellem Grønland og Danmark i august.
Og det glæder medlem af Naalakkersuisut for boliger, infrastruktur og trafik Jens B. Frederiksen, Demokraterne, som er kommet retur fra Doha i Qatar, der ligger ved den Persiske Golf.
Læs "Ny klimaaftale: Jens B. tilfreds – andre mukker"
Læs "Få lyspunkter i skuffende klimaaftale"
- Nu er vi ikke længere blot tilskuere til forhandlingerne, men vi sidder med, der hvor Grønland har en særlig interesse. Jeg er meget glad for det gode samarbejde, vi har etableret med Klima-, Energi- og Bygningsministeriet, og jeg tror, at vi med dette samarbejde kan opnå gode klimapolitiske resultater de kommende år, siger Jens B. Frederiksen.
- Når vi er med i processen, er det også lettere for os at arbejde frem mod en inklusion af Grønland i en kommende global klimaaftale. Vi spiller simpelthen en ny og mere aktiv rolle i forhandlingerne, forklarer Jens B. Frederiksen.