Kina nægter at frigive canadiere
Kina afviser "beslutsomt" krav om at frigive tilbageholdte canadiere. Det skriver nyhedsbureauet AFP med henvisning til canadiske og amerikanske krav til Beijing.
De kinesiske myndigheder tilbageholdt to canadiere tidligere på måneden. Michael Kovrig, tidligere diplomat og rådgiver fra tænketanken ICG, samt erhvervsmanden Michael Spavor beskyldes for at have bragt Kinas sikkerhed i fare.
Anholdelserne er sket, efter at de canadiske myndigheder foretog en anholdelse af en topchef fra den kinesiske telegigant Huawei Technologies, Meng Wanzhou.
En tredje canadier, Sarah McIver, er også blevet anholdt. Hun beskyldes for at have arbejdet illegalt i Kina.
Stærk utilfredshed
En talskvinde for Kinas udenrigsministerium giver udtryk for stærk utilfredshed med og modstand mod Canadas og USA's erklæringer i sagen.
Canadas udenrigsminister, Chrystia Freeland, opfordrede lørdag allierede til at støtte Canadas krav om at få løsladt de tilbageholdte canadiere. Hun siger, at den kinesiske fremfærd må give anledning til bekymring i hele det internationale samfund.
Storbritannien, Tyskland og EU har udtrykt bekymring over Kinas handlemåde. Den opfattes som "gengældelse" for anholdelsen af Meng.
Den kinesiske talskvinde siger, at erklæringerne fra de tre vestlige lande synes at være et udtryk for "andre menneskerettighedsværdier for personer fra andre lande".
- Hvad har dette at gøre med Storbritannien og EU? Hvor var de, da canadierne tilbageholdt en kinesisk erhvervsleder?, spørger hun.
Den 46-årige Meng er finansdirektør i Huawei. Hun er løsladt mod kaution i Vancouver, mens den canadiske domstol behandler USA's udleveringskrav.
Løsladt mod kaution
En dommer i Vancouver besluttede i sidste uge at løslade hende mod kaution. Men hun må ikke forlade Canada.
USA mistænker finansdirektøren for at have overtrådt de amerikanske sanktioner mod Iran.
Kina truede efter anholdelsen af Meng med, at det ville føre til alvorlige konsekvenser, hvis Canada ikke omgående løslod finansdirektøren.
Ud over at være finansdirektør er Meng Wanzhou også datter af grundlæggeren af Huawei. Det kinesiske selskab er verdens største leverandør af netværksudstyr og næststørste producent af smartphones.