Katalansk frihedskæmper til Færøerne
Carles Puigdemont, forhenværende præsident i Katalonien, besøger Færøerne 12. oktober. Han bliver en af deltagerne i en konference om national selvbestemmelsesret, som det republikanske parti Tjóðveldi arrangerer.
Carles Puigdemont bliver en af oplægsholderne på konferencen. Derudover kommer også Kenneth Gibson, parlamentsmedlem for skotske SNP og Daniel Goa, fra Ny Caledonien, at holde oplæg.
Det meddeler folketingsmedlem for Tjóðveldi, Magni Arge, på sin facebookside.
Konferencen bliver holdt i Nordens Hus i Torshavn fredag 12. oktober. Magni Arge oplyser, at partiformand for Tjóðveldi, Høgni Hoydal vil indlede konferencen med sit syn på, hvordan Færøerne kommer videre efter 70 år med hjemmestyre.
- Daniel Goa fra Ny Caledonien vil forklare sit syn på folkeafstemningen om uafhængighed fra Frankrig. Den afstemning afholdes 4. november. Kenneth Gibson, parlamentsmedlem for skotske SNP, vil redegøre for, hvorfor Skotlands regering ønsker ny folkeafstemning om selvstændighed i forbindelse med Brexit, skriver Magni Arge.
Anden gang
Det er første gang den omstridte Carles Puigdemont besøger Færøerne, men det er anden gang han takker ja til en invitation fra Magni Arge.
I januar besøgte Carles Puigdemont folketinget efter en invitation fra blandt andet Magni Arge.
Besøget rejste en del debat, og der var politikere på tværs af regeringspartierne, der nægtede at mødes med Carles Puigdemont.
Kritiserer Tjóðveldi
Allerede inden, at det blev offentliggjort, at Carles Puigdemont er en af deltagerne på konferencen, har tidligere folketingsmedlem for Sambandspartiet, Edmund Joensen, været ude og kritisere Tjóðveldi.
Edmund Joensen, der i dag er lagtingsmedlem, kritiserer Tjóðveldii for at bringe grundlovsrettigheder i fare ved at tale om ny forfatning.
- En fælles grundlov sikrer færinger rettigheder som borgere i riget og rettigheder at bevæge os rundt i Europa og omkring hele verden med et rødt pas. Tjóðveldi vil sætte Færøerne uden for alt og isolere Færøerne i Atlanterhavet, siger Edmund Joensen.
Magni Arge siger, at ingen behøver at forpligte sig mere end at komme at lytte til, hvad der bliver sagt på konferencen.
- Det virker, som om Edmund Joensen er blevet perpleks af, at Tjóðveldi har meddelt, at en konference om national selvbestemmelsesret bliver afholdt i Nordens Hus, siger Magni Arge.