Kæntret isfjeld: Flere joller ødelagt af høje bølger i bygd
Ingen personer kom noget til, da høje bølger ramte bygden Naajaat, der ligger ved Upernavik
Torsdag lidt over midnat kæntrede et isfjeld tæt på bygden Naajaat, der ligger omkring 40 kilometer fra Upernavik.
Her blev seks til syv både ødelagt af bølgerne, oplyser vagtchef hos politiet i Nuuk, Søren Bendtsen, til Sermitsiaq.AG.
Materielle skader
- Heldigvis er der kun tale om materielle skader, som er forårsaget af bølgerne, siger Søren Bendtsen.
Ingen personer eller huse er blevet ramt af bølgerne, meddeles det.
Opfordring
På sin facebookside opfordrer medlem af Inatsisartut Jens Napaattooq (PN), at Naalakkersuisut og kommunen skal iværksætte en akut hjælpepakke til fiskere og fangere i bygden.
- Da der kun er to joller, der er reddet fra katastrofen, er det helt katastrofalt for bygden. Vi vil på den baggrund, opfordre Naalakkersuisut og kommunen til at yde en hurtig indsats med hjælp for de katastroferamte i bygden, skriver Jens Napaattooq i sin facebook-side.