Juridisk faderløses livshistorier vises på skærmen

Tre juridiske faderløse fortæller deres personlige historie i en ny dokumentarserie. Mandag blev første afsnit af tre vist på KNR.

Ikke at kende sin far har haft konsekvenser for juridisk faderløse. Modelfoto.
Offentliggjort

Dokumentarist Aka Hansen skal i tre udsendelser fortælle juridisk faderløses personlige historier.

Første afsnit blev vist mandag, om Hans, som er vokset op hos sine plejeforældre.

- Det sværeste var, når de voksne blandede sig i mobningen og skældte mig ud for, at jeg er faderløs, født uden for ægteskabet og plejebarn, fortæller Hans blandt andet i dokumentaren.

Ikke at vide, hvem ens far er, har haft konsekvenser for flere af de juridisk faderløse, skriver Selvstyret i en pressemeddelelse.

- Socialstyrelsen har fået en del henvendelser fra juridisk faderløse personer, der for eksempel ønsker at få papirer på, hvem deres far er, eller har haft brug for at få bearbejdet, hvordan en opvækst uden en far har været, skriver Selvstyret.

50 personer har fået hjælp

I alt er 50 juridisk faderløse blevet henvist til juridisk bistand, psykoterapeutisk behandling eller begge dele, oplyses det.

- Jeg er berørt over Hans’ barndomsminder om at være juridisk faderløs. Det understreger, hvor godt det er, at juridisk faderløse kan få hjælp og rådgivning, siger Naalakkersuisoq for børn, unge og familier, Paneeraq Olsen.

Dokumentarserien om juridisk faderløse vises på KNR TV.

Powered by Labrador CMS