Ny IA-formand
Juliane: Jeg stiller ikke op til formandsvalg
Der er efter al sandsynlighed to mulige formandskandidater tilbage, inden Inuit Ataqatigiit skal vælge en ny formand den 20. maj
Organisatorisk næstformand hos Inuit Ataqatigiit og medlem af Inatsisartut Juliane Henningsen stiller ikke op til formandsvalget. Hun vil gennemføre sin uddannelse i samfundsvidenskab på Ilisimatusarfik og få flere erfaringer, inden hun overvejer igen at stille op som formand for Inuit Ataqatigiit.
Læs: Kuupik Kleist træder tilbage som partiformand
Læs: Kuupik: Derfor træder jeg tilbage
Tre medlemmer af Inuit Ataqatigiits hovedbestyrelse har meddelt, at de overvejer at stille op som formand i partiet, efter at Kuupik Kleist trak sig fra posten den 31. marts. Det var Juliane Henningsen, Aqqaluaq B. Egede og Sara Olsvig.
Måske i fremtiden
Men nu meddeler Juliane Henningsen altså, at hun ikke stiller op til formandsvalget.
- De afgørende grunde til, at jeg ikke stiller op, er, at jeg ved siden af mit arbejde studerer samfundsvidenskab, samt at jeg ikke føler mig klar til sådan en post, meddeler Juliane Henningsen, der er 2. årsstuderende på Ilisimatusarfik.
Hun vil dog ikke afskrive muligheden for, at hun i fremtiden vil stille op til formandsvalget i Inuit Ataqatigiit.
- Det er et mål, at jeg gennem erfaringer og min uddannelse vil være bedre rustet til at stille op som formand i fremtiden, fremhæver Juliane Henningsen.