Julemanden vender tilbage i sin røde "kane"
Efter to år med en noget anderledes ankomst fra julemanden i Nuuk, er han og Air Greenland klar til at vende tilbage til traditionen med en helikopterlanding ved Sana i år.
Børn og andre barnlige sjæle kan glæde sig til at vinke til julemanden og julemandens hjælpere, når de traditionen tro har skiftet kane og rensdyr ud med en rød helikopter og lander i Nuuk juledag.
Efter to år med Coronarestriktioner og en noget anderledes julemands ”flyvning” den 24. december gennemføres julemandsflyvning nemlig i år med landing ved den velkendte plads foran Dronning Ingrids Hospital kl. 10. Det oplyser Naalakkersuisut i en pressemeddelelse.
- Vi er glade for, at den traditionelle julemandsflyvning ved landshospitalet gennemføres i år, fortæller Sundhedsvæsenets direktør Tina Amondsen og fortsætter:
- Det er en oplevelse, som vi hvert år ser frem til, og som vi ved betyder meget for rigtig mange.
Sikkerhed og slik
Når julemanden lander vil der som de senere år være afspærringer, som myndighederne beder alle respektere.
- Formålet med afspærringerne er at sikre en overholdelse af sikkerhedsafstand til helikopteren, når den lander, fortæller Finn Siegstad fra Air Greenlands Charterafdeling
Julemanden vil også dele slik og søde sager ud, inden han går ind til børnene på hospitalet