Jordskælv i Island lukker for besøg i Den Blå Lagune
Efter der tidligt torsdag er sket flere rystelser i området omkring Islands Blå Lagune, lukkes den i en uge.
På grund af en række jordskælv i Island bliver Den Blå Lagune midlertidigt lukket.
Det skriver nyhedsbureauet dpa, efter at det også er blevet meldt ud på lagunens hjemmeside.
Nedlukningen vil gælde i en uge - frem til den 16. november klokken 07.00 - fremgår det.
- Beslutningen er blevet truffet for at sikre kvaliteten af oplevelsen for vores gæster, hvilket er blevet forstyrret af seismisk aktivitet, og for at imødegå den vedvarende stress for vores medarbejdere, lyder det.
Den Blå Lagune er en populær turistattraktion og ligger på halvøen Reykjanes omkring 40 kilometer sydvest for Islands hovedstad, Reykjavik.
Kan pege mod jordskælv
Ifølge dpa oplyser den islandske vejrmyndighed Vedurstofa, at der opstod hundredvis af rystelser i området mellem onsdag aften og torsdag morgen - herunder flere med en størrelse på mere end 4, og et enkelt, der kom tæt på 5.
- I denne tid vil Den Blå Lagune nøje overvåge den seismiske udvikling og revurdere situationen efter behov, lyder det på hjemmeside.
Det er stadig uklart, om bølgen af jordskælv peger i retning af, at der i den nærmeste fremtid vil blive udløst et vulkanudbrud.
Siden 2020 har Reykjanes-området set flere perioder med forhøjet seismisk aktivitet. Tre gange på de tre år er det endt med vulkanudbrud.
Seismisk og vulkansk brændpunkt
I oktober begyndte den seneste bølge, som indtil videre har medført tusindvis af skælv.
Den danske vulkanolog Rikke Pedersen udtalte i den forbindelse til Ritzau, at bølgens udvikling er svær at forudse.
- For hver dag der går med den her seismiske sværm, går vi mod det næste vulkanudbrud, sagde hun.
Island ligger mellem to tektoniske plader - den eurasiske og den nordamerikanske plade - som er blandt de største på planeten. Det betyder, at Island er et seismisk og vulkansk brændpunkt, da de to plader bevæger sig i hver sin retning.